De vandt to mesterskaber sammen og udviklede et tæt venskab på og udenfor banen.
Men siden i søndags har spanske Pau Gasol været tavs om den tragiske ulykke, der kostede Kobe Bryant og otte andre personer livet, herunder Bryants 13-datter. Indtil nu.
For i et opslag på sin Instagram torsdag aften giver han nu lyd fra sig og hylder basketball-legenden. Du kan se opslaget i bunden af artiklen.
»Jeg nægter stadig at tro på det...Det føles stadig som et mareridt, som jeg ikke kan vågne fra,« starter han opslaget og fortsætter:

»Men hvis det mareridt fortsætter, vil jeg gøre, hvad jeg kan for at føre dit eftermæle videre og have dine lektioner med mig i alt, hvad jeg foretager mig. 'Det vigtigste er at prøve at inspirere mennesker, så de kan være gode i alt, hvad de gerne vil.' Kobe Bryant. Jeg vil være knust i lang tid, men jeg vil for altid være taknemmelig for at have delt så meget sammen med dig. Du inspirerede mig og pressede mig til at være en bedre version af mig selv hver dag. Som du har gjort for så mange andre.«
Det var klokken 10 søndag morgen amerikansk tid, at Kobe Bryant og hans 13-årige datter, Gianna Maria. var involveret i en helikopterulykke, der dræbte dem og yderligere syv personer.
Den tragiske nyhed kom som et chok for hele sportsverdenen, og reaktionerne strømmede efterfølgende ind for at hylde den afdøde stjerne, der betragtes som en af de bedste spillere i historien.
39-årige Pau Gasol, der i dag står uden et hold, blev draftet af NBA-mandskabet Memphis Grizzlies helt tilbage i 2001.

Fra 2008 til 2014 var han så en del af Los Angeles Lakers, hvor han delte omklædningsrum med blandt andre Kobe Bryant. De to var store profiler, da Lakers i 2009 og 2010 vandt NBA-mesterskabet. To mesterskaber, der var med til at sende Kobe Bryant fra tre til i alt fem titler.
Den spanske stjerne har også lagt et billede på sin Twitter-profil, hvor han kalder Kobe Bryant for sin storebror.
Kobe Bryant efterlader sig konen, Vanessa Bryant, og tre døtre. Enken udtalte sig for første gang om den frygtelige tragedie torsdag morgen dansk tid i et opslag på Instagram.
»'Der er ikke ord nok til at beskrive vores smerte lige nu. Jeg trøster mig ved at vide, at Kobe og Gigi (Gianna, red.) var elskede. Vi var heldige at have dem i vores liv. Jeg ville ønske, at de var hos os for altid,« skrev hun blandt andet.
Kobe Bryant blev 41 år gammel.
