Værterne på Sky Sports troede, det var en aprilsnar, da de første gang hørte om undersøgelsen.

Men den viste sig at være god nok.

Den store engelske tv-station Sky Sports har sendt et spørgeskema rundt til deres seere, hvor man beder dem om at vurdere værterne.

I et af spørgsmålene bliver der spurgt, om værterne - som eksempelvis Jo Wilson og Bela Shah, der kan ses herunder - er ’sexede’, ’irriterende’ eller ’ser godt ud’.

Seerne bliver i et andet spørgsmål bedt om at forholde sig til, om værterne er ’på vej’, ’på toppen af deres karriere’ eller ’bestemt forbi deres bedste’.

Derudover skal de også rangere, hvor likeable værterne er på en skala fra 1-10.

Det er blot nogle af spørgsmålene i undersøgelsen, som er blevet sendt rundt til Sky Sports’ mange seere tidligere i denne uge.

Og det har fået værterne på tv-stationen op i det røde felt - da de altså opdagede, at det ikke var en aprilsnar.

Det skriver engelske The Times, som erfarer, at flere af de kvindelige værter på Sky Sports News har klaget til deres chefer over undersøgelsen.

Der har angiveligt været så stor ballade på Sky Sports, at det har resulteret i, at flere af værterne har krævet, at ledelsen stillede op til et krisemøde. Det skriver Daily Mail.

Selvsamme medie har været i kontakt med en talsmand fra Sky, som fortæller, at det var en fejl, at spørgeskemaet blev sendt rundt til kunderne.

»En undersøgelse, som historisk set er blevet brugt til at teste holdninger om underholdningsshows og -karakterer, heriblandt komedier, blev ved en fejl brugt til Sky Sports og vil ikke blive brugt igen,« siger talsmanden.