»Manden slog ham gentagne gange i ansigtet uden at give Jack chancen for at reagere, og tilsyneladende sagde han efterfølgende: 'Det er jeg meget ked af', hvorefter han stak af.«
Sådan lyder det fra Anette Woolley, mor til den irske taekwondokæmper Jack Woolley. Han blev offer for et særdeles voldeligt overfald fredag aften i den irske hovedstad, Dublin.
Det skriver The Echo.
22-årige Jack Woolley var for nylig hjemvendt fra de olympiske lege i Tokyo, da han sammen med nogle venner var taget i byen. Pludselig dukkede en mand op, der råbte ad Jack Woolley og slog ham ud af det blå.
Anette Woolley fortæller til mediet, at hendes søn nu er på hospitalet for at blive opereret i ansigtet, som kræver en større rekonstruktion.
Byturen var den sidste af slagsen, inden Jack Woolley skulle tilbage til sin træning og gøre klar til den næste konkurrence.
Anette Wolley er trods omstændigheder lettet, da det kunne være gået meget værre for hendes søn.
»Vi går ud fra, at det var tilfældigt. Vi ved ikke, om nogen genkendte ham og syntes, det ville være sjovt, men der blev angrebet andre mennesker på samme tid. Det er selvfølgelig frygteligt, men det kunne have været meget værre, og i det mindste er han i stand til at tale til mig, og det er det, der gør mig rolig,« siger hun til The Echo.
Politiet har efter overfaldet udsendt en meddelelse om, at en mand i 20erne modtog behandling på St James's Hospital efter et overfald.
'Der er ikke anholdt nogen i sagen. Undersøgelser er sat i gang,' lyder det fra politiet.



