På en drivvåd atletikbane i Tokyo ligger Sara Slott Petersen. Hun er styrtet over hæk nummer otte i sidste sving. Hun kan se konkurrenterne komme i mål. Hun kigger opgivende op mod himlen, mens regnen slår ned mod hendes ansigt. Det var sidste løb. Sidste hæk. Hun ved, at karrieren er slut.
Der er nu gået lidt over en uge, siden det hele sluttede for Sara Slott på den skæbnesvangre bane i Tokyo til OL-semifinalen i 400 meter hæk.
B.T. møder hende der, hvor det hele startede for 20 år siden. Løbebanen på Ceres Park i Aarhus.
»Det her er jo mit andet hjem, og det er det fortsat. Det er et sted, det betyder meget for mig,« siger Sara Slott.
Normalt ville hun møde op i sit træningstøj, når hun er herude, men i dag kommer hun i en lang grå cardigan og med udslået hår.
Det er dog ikke rigtig gået op for hende endnu, at hendes karriere er slut. Måske kommer det om et års tid. Men Sara Slott har længe forberedt sig på, at det lakkede mod enden.
Efter OL-sølvet i Rio i 2016 var det planen, at hun skulle stoppe karrieren, men så kom der pludselig penge ind på kontoen for det hårde arbejde, og derfor besluttede hun sammen med sin mand at tage OL i Tokyo med.
Nu venter hun på, at virkeligheden rammer, og at det går op for hende, at det er slut.
»Når det går op for mig, at det er slut, forventer jeg at blive ramt på følelserne over en erkendelse af, at nu er det slut. Men jeg er klar, og det har jeg været i flere år. Det føles rigtigt.«
Nu starter et nyt liv for Sara Slott, men hun aner ikke, hvad fremtiden byder på. Der er ikke noget EM, VM eller OL, hun skal træne op til, og det er okay.
»Jeg er ikke bange. Det er der ingen grund til at være, men jeg er spændt. Jeg forestiller mig ikke, at jeg har svært ved at finde et job, men jeg er spændt på, om jeg kan finde et, jeg kan blive glad i. Jeg har fået nogle henvendelser allerede, men de har ikke været interessante, og lige nu har jeg ikke travlt,« fortæller Sara Slott.
Der er dog én særlig branche, som hun føler sig draget af.
»Jeg er vokset op med medier. Lige siden jeg var 14 år, er jeg blevet interviewet i hoved og røv. Så på den måde føles det naturligt for mig at stå foran kameraet. Jeg er ikke nervøs for at investere mig selv i noget eller gå forrest. Jeg kunne sagtens se mig selv være god til det, men det er en udfordring, når man bor i Aarhus. Havde jeg boet i København, så havde det været mere oplagt, men jeg er ikke interesseret i at bo andre steder end i Aarhus.«
Der er specielt én grund til, at Sara Slott synes, at det kunne være spændende at arbejde i mediebranchen.
»Som elitesportsudøver er man adrenalinjunkie. Jeg kan godt blive nervøs for, at jeg kommer til at mangle adrenalinet og kicket, som jeg får ved at konkurrere på højt niveau, hvor der også følger et enormt stort pres eksternt. Men jeg tror, at jeg ville kunne få samme følelse i mediebranchen. Der er flere paralleller. Man skal forberede sig, tingene skal klappe, og det hele kan gå galt, når du kun har én chance.«
»Jeg vil gerne lave tv, men ikke for enhver pris. Jeg forestiller mig dog, at der er mange personer om buddet. Lige nu kan jeg dog ikke rigtig se, hvilken branche jeg ellers skulle være i, som kunne give mig det samme personligt. Skulle DR ringe og tilbyde mig et job, så ville jeg da overveje det. Men det kommer også meget an på, hvilket job de kunne tilbyde mig,« siger Sara Slott.
Hun er også klar over, at det kræver, at en arbejdsplads tager en chance med hende, da hun aldrig har stået på den anden side af kameraet.
Løbebanen rundt om græstæppet på Ceres Park slipper hun nok aldrig helt. Det ville være for 'mærkeligt' for hende. Da B.T. tager afsked med hende, finder hun sportstasken frem. Hun er klar til at løbe en runde og forcere en hæk mere. Men den glorværdige karriere sluttede, hvor artiklen startede. Liggende der i regnen på banen i Tokyo. Men nu har hun rejst sig og er klar på at løbe i en helt ny retning.
