Morten Olsen er fortid på landsholdet.

Det meddelte den 36-årige håndboldstjerne lørdag i et opslag på Instagram.

'Det startede med OL-guld og sluttede med OL-sølv fem år senere,' lød det blandt andet i opslaget.

Og nu sætter GOG-spilleren ord på sin beslutning. Det gør han i et interview med TV 2 Sport.

Morten Olsen har spillet sin sidste kamp i rødt og hvidt.
Morten Olsen har spillet sin sidste kamp i rødt og hvidt. Liselotte Sabroe

»Det har været det moment, hvor man rejser af sted til en landsholdssamling og skal efterlade nogle derhjemme, man har det dårligt med at efterlade. Det har været grunden til mit stop – min familie og mine børn,« siger Morten Olsen.

OL-finalen, hvor Danmark tabte til Frankrig, blev dermed håndboldspillerens sidste kamp i den rød-hvide trøje, men ifølge den nu pensionerede landsholdsspiller har rejsen dertil været fantastisk.

'​Det er mere, end jeg nogensinde kunne have drømt om. Tusind tak til alle, der har støttet mig og landsholdet de sidste mange år. Jeg er glad og stolt over at have været en del af det her hold. Min rejse slutter her,' skrev han i lørdagens opslag.

Den danske playmaker debuterede på landsholdet i 2006, og siden er det blevet til 118 landskampe, hvor han står noteret for 217 mål.

Foruden OL-guldet i 2016 og sølvmedaljen for lidt over en uge siden, var han også med til at vinde VM i både 2019 og 2021.

Morten Olsen har stadig to år tilbage af sin nuværende kontrakt med GOG.