Vi tjekker ind i lufthavnen.

En flok – på 35 priviligerede voksne – som for at sætte fokus på Børneulykkesfonden, og for at teste egne grænser, skal bestige Kilimanjaro. Verdens højeste enkeltstående bjerg på 5.895 meter.

Jeg har en veninde og en ven med på holdet. Men ud over de to, og et par af de andre, som jeg har nået at hilse på et par gange, er det fremmede mennesker, der står der på en trappe i terminal 2, og smiler på det gruppebillede, vi får taget inden afgang.

Fremmede mennesker, som jeg skal dele døgn med de næste ni dage. Og – vil det vise sig – tårer, toiletpapir, livshistorier og anekdoter.

Meget naturligt søger de, som kender hinanden på forhånd, sammen. De sætter sig sammen i flyet og stiller sig ved den ’sikre skulder’. Gruppen består bl.a. af en brandmand, en pensionist, en læge, nogle studerende, en el-installatør, nogle fotografer, et par nyuddannede, et par selvstændige og en tidligere slagter. Den røde tråd er som udgangspunkt ikke specielt tydelig, men vi har i hvert fald det tilfælles, at vi i en uges tid vil gå sammen, meget langt.

Først vil vi vandre opad, så langsomt som den efterhånden tynde luft tillader det og så nedad, så hurtigt som vi kan – seks dage senere. Turen foregår uden vand, el, bad eller noget af alt det andet, som vi derhjemme tager ret meget for givet.

Det, der sker på sådan uge, på ruten og i sovesalene i dunsten af hinandens prutter, er et hverdagsmirakel.

For vi opdager, at vi alle er mennesker. Mest af alt bare mennesker.

Mennesker, der pludselig har tid til at lytte til hinandens historier, livsværdier, fejltrin og anekdoter. Det tager lang tid at gå op af Kilimanjaro og det frigiver noget så sjældent som tid.

Til at lytte, at være stille, at tænke og reflektere.

Vi har et fællesskab, som drejer sig om alt fra den fælles suppe med varme bananer til, hvordan vi tackler udfordringer. Både dem på bjerget, men også de større i livet.

Lynhurtigt sker dét, som må have været grundtanken bag verdens første lejrskole. Vi bliver én gruppe. Rystet sammen af interessen for hinandens ve og vel.

Et af de mest påfaldende mirakler på turen er dage uden 3G og Wi-fi. Vi bliver sgu nødt til at se hinanden i øjnene. Og blive venner.

Hvor tit møder jeg som 45-årig en ny ven? Og hvor tit er det et menneske, som virkelig kan tilføre mig et nyt syn på verden, fordi det menneske befinder sig et helt andet sted i livet? Både aldersmæssigt og demografisk.

Efter ni dage, hvor vi har været derude, hvor man stikker hul på hinandens vabler, krammer oprigtigt – når tårer dukker op, tager sig tid og overskud til en at give en hjælpende hånd til et andet menneske, som ikke kan give andet tilbage en præcis det samme, er mit blevet dit. Efter ni dage er vi alle blevet en bedre version af os selv.

Turen op – og ned – var skøn. Bjerget er smukkere end smukt. Men det er mennesker også.

Tag på lejrskole for voksne, jeg kan kun anbefale det.