At planlægge sommerferie i en skilsmissefamilie med børn – er ikke for børn. Min rekord (som jeg stadig mener må give guld), var dét år, hvor jeg skulle planlægge ferien, så både mine unger – det ene barns far og hans nye kone med deres to børn, det andet barns far, min kæreste, hans barn, hans ekskone, hendes nye mand og deres to børn – blev glade. Nå, ja ... og min kærestes ekskones nye mands ekskone skulle selvfølgelig også være glad. Det krævede alkohol skudt direkte i årerne at få dén kabale til at gå op.

Som et ekstra lille i-landskrydderi gik min (nu voksne) søn dengang på friskole, som havde lukket seks uger hver sommer.

Lukket. Som i ’find selv på noget’.

Når min søns far var smuttet med den ene ferieuge, han ville have, gav det mig et fem ugers puslespil at lægge. Det er ellers længe. Det er mange timer, man skal fylde med oplevelser, lykke og barndomsminder.

Èt år fik jeg den geniale idé at sende min søn Benjamin, der dengang var 12 år, på sportscamp. En uge fyldt med jævnaldrende, sport, udfordringer og ballade, og som på plussiden – især ikke involverede mig.

»Det er genialt,« tænkte jeg, og meldte ham til. Han derimod meldte lige så øjeblikkeligt ud, at han ikke ville med. Men selvfølgelig først, da jeg havde betalt.

Min rekord var dét år, hvor jeg skulle planlægge ferien så både mine unger – det ene barns far og hans nye kone med deres to børn, det andet barns far, min kæreste, hans barn, hans ekskone, hendes nye mand og deres to børn – blev glade. Nå, ja ... og min kærestes ekskones nye mands ekskone skulle selvfølgelig også være glade

Nu er jeg af den overbevisning, at børn ikke nødvendigvis har hverken overblik eller livserfaring til at kende deres eget bedste. Så jeg meddelte: ’Det bliver sjovt – og du skal!’ Så indledtes generalstrejken, som skulle vise sig at vare hele sommeren. Han vrissede ad mig, hvis han da overhovedet talte til mig. En dag, mens vi var på årets ferie i Tyrkiet, skred han, og nogle timer havde jeg et hjemløst tyrkisk gadebarn. Han låste sig inde. Og han låste mig ude. Vi nåede et magtkampsniveau, hvor veninder mente, at jeg burde aflyse campen.

Jeg tænkte og tænkte. For jeg havde oprigtigt talt meldt ham til i troen på, at han ville få en uforglemmelig (god) uge. Dagen oprandt, hvor jeg skulle aflevere ham. Forinden havde jeg instrueret hans bedsteforældre, far, vores nabo, kioskejeren på hjørnet og alle voksne, jeg kunne komme i tanke om, at han kunne finde på at ringe til, om, at de ikke måtte hente ham.

Jeg afleverede ham i et kaos. Der var børn og forældre overalt, madrasser, soveposer og forventning. Jeg var ved at tage Benjamins ting ud af bagagerummet, da han hvæsede: ’Farvel, du skal IKKE følge mig ind’. På vej hjem fældede jeg en tåre. Ringede til min mor og søgte trøst, men hun var splittet mellem datter og barnebarn ...

Om aftenen ringede hans far til Benjamin. Hans opkald blev ( i modsætning til mit) besvaret. Benjamin lød glad, men havde ikke haft tid til sin far. For hans nye venner kom først.Da ugen var omme, hentede jeg ham. Da græd de alle sammen, som kun børn, der skal hjem fra en camp, kan græde – af afskedshysteri. Inden han faldt i søvn på bagsædet ca. tre minutter efter sidste farvelvink, sagde han: ’Tak, mor, det har været den bedste uge i mit liv’.

Nu planlægger jeg sommeren 2018.

Min datter på 11 år skal på sportscamp. Men sådan som hendes storebror har fortalt om sin tur, er min største udfordring i år hendes: ’Øv, mor, bliver det kun én uge’.

Mor ved bedst ...