Har du oplevet problemer på friskoler? Send et tip til jani@bt.dk.

Den muslimske friskole DIA Privatskole får nu kritik for at føre social kontrol med sine elever. Samtidig overvejer myndighederne, om de skal starte en tilsynssag mod skolen.

BT kan i dag afsløre, at skolen har formuleret regler for, hvilken slags påklædning piger må have på i undervisningen.

For eksempel har en tidligere leder på skolen ved en generalforsamling i december 2013 meddelt, at »uanstændig påklædning, særligt hos piger (overforbrug af makeup og stramtsiddende tøj hvor man skal tro at de skal til fest) er ikke tilladt i timerne,« står der i referatet, som BT har fået aktindsigt i.

Ved et andet bestyrelsesmøde bliver en pilgrimsrejse evalueret, og her er der også fokus på pigernes påklædning.

»Det blev påpeget, at flere piger bør deltage i et kursus og blive introduceret for en række retningslinjer mht. påklædning og holdning før rejsen,« står der i referatet.

Tidligere har BT afsløret en række problematiske forhold på tre andre muslimske friskoler om økonomiske ulovligheder, antisemitiske holdninger hos ledende medarbejdere og indflydelse fra den kontroversielle hadprædikant Abu Bashar, ligesom tidligere ansatte har berettet om religiøs kontrol af elever.

Mandag kunne BT afsløre, at en viceleder på den muslimske friskole DIA Privatskole i København har svindlet for 3,8 mio. kr. ved at fuske med skolens lønsedler.

På DIA Privatskole afviser skoleleder Michael Gravesen, at der stadig er kurser for pigers påklædning og holdning. Men skolen har nogle retningslinjer, der afspejler, hvad skolen står for, forklarer han.

»På skolen opfordrer vi til, at man ikke går i for korte bukser og for nedringet tøj,« siger Michael Gravesen.

Hvorfor gør I det?

»Fordi det er en del af skolens værdigrundlag,« supplerer bestyrelsesformand på skolen Joseph Mokhtar.

Men skolens praksis er undertrykkende, mener formanden for Danske Skoleelever Jakob Bonde Nielsen.

»Man må udtrykke sig, som man vil. Der er ikke nogen elever, der skal have at vide, hvordan de skal gå klædt. Det kan have en virkelig dårlig effekt på skoleeleverne. Samtidig er det forskelsbehandling på drenge og piger, og pigerne må føle sig virkelig uretfærdigt behandlet,« siger Jakob Bonde Nielsen.

DIA Privatskole har tidligere haft en tilsynssag hos myndighederne. Det skyldtes, at  flere grupper af både forældre og lærere på skolen indberettede, at en forening ved navn Den Islamiske Forening havde magten over skolens bestyrelse og havde negativ indflydelse. Der var blandt andet beskyldninger om dårlig forvaltning af statens penge og nepotisme.

Skolen har siden juni droppet samarbejdet med Den Islamiske Forening. Men ifølge bestyrelsesformand Joseph Mokhtar er tre af de nuværende fem medlemmer af bestyrelsen oprindeligt udpeget af Den Islamiske Forening.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, der fører tilsyn med skoler, oplyser, at den lige nu overvejer at genåbne sagen mod DIA Privatskole - blandt andet på grund af reglerne om påklædning.

»De her rejste forhold på DIA Privatskole indgår i Styrelsens igangværende overvejelser om, hvorvidt styrelsen skal genåbne tilsynssagen med skolen,« oplyser styrelsen til BT. Skolen er i forvejen under såkaldt økonomisk tilsyn pga. den omfattende bedragerisag for knap 4 millioner kroner.

Socialdemokratiet, der på baggrund af rækken af skandaler vil lukke de muslimske friskoler, mener, at skolens værdisæt ikke hører til i Danmark, forklarer integrationsordfører Dan Jørgensen.

»Det her betragter jeg som en form for social kontrol fra lærernes side. Det er endnu et argument for vores løsning - at de her skoler slet ikke fandtes. Når ministeren vil lave øget tilsyn og tjekke op på faglighed, så må vi sige, at det ikke er tilstrækkeligt, for det her er et eksempel på, at der foregår social kontrol,« siger han.

Hos regeringspartiet Konservative er de nye oplysninger endnu et eksempel på, at det står skidt til med de muslimske friskoler.

»Når man regler for sådan noget, laver man også regler for andre ting, der har med kønsligestilling at gøre. De blander sig i den måde, eleverne opfører sig på, det er ikke godt for de unge i forhold til deres videre integration,« siger integrationsordfører Naser Khader.