Karantænereglen for mænd, der har sex med mænd, i forbindelse med bloddonation, er helt absurd.
Hvis en mand har været i seksuel kontakt med en anden mand, ubeskyttet såvel som beskyttet, har man ifølge GivBlod.dk og Bloddonor.dk karantæne fra at give blod resten af livet. Hvis man derimod ikke hører til gruppen af mænd, der har sex med mænd, men har haft samleje med en person, som er HIV- eller hepatitis-smittet, er man dog kun udelukket fra at give blod i fire til seks måneder.
Rigtig mange mænd er i Danmark udelukket fra at donere blod, da karantænen ikke blot gælder for homoseksuelle, men også heteroseksuelle mænd, som på et tidspunkt i deres liv har eksperimenteret seksuelt med en anden mand
I flere lande inklusiv Sverige har man de seneste år lempet på karantænereglerne for gruppen af mænd, der har sex med mænd. Så hvordan kan det være, at Danmark ikke er kommet ind i kampen? Ja, det er et godt spørgsmål, som jeg selv er ivrig efter at få besvaret.
Flere forskere på området har undret sig over karantænereglen, herunder professor Jens Lundgren, som er en af Danmarks førende forskere inden for HIV, og professor Allan Randrup Thomsen, som har forsket i immunforsvaret ved virusinfektioner.
I en artikel fra 2015 på Videnskab.dk giver de udtryk for, at der mangler videnskabelig understøttelse for, hvorfor reglen er nødvendig. Før blodtransfusion går det tappede blod gennem en grundig screeningsproces. På denne baggrund mener forskerne, at det er et unødvendigt sikkerhedsprincip at udelukke mænd, der har sex med mænd, fra puljen af bloddonorer, da det med dagens screeningsmetoder er svært at overse, hvis en donor skulle være HIV-inficeret – og jeg kan kun være enig.
Rigtig mange mænd er i Danmark udelukket fra at donere blod, da karantænen ikke blot gælder for homoseksuelle, men også heteroseksuelle mænd, som på et tidspunkt i deres liv har eksperimenteret seksuelt med en anden mand. I min optik er det et kæmpe selvmål, da blodbanker netop efterspørger flere mandlige bloddonorer.
Jeg anser de danske karantæneregler som diskriminerende. Og det gør jeg af den simple årsag, at udelukkelsen sker på baggrund af den enkeltes seksuelle præferencer.
At være en mand, som har sex med en anden mand, er ikke risikobetonet i sig selv. Det burde i højere grad handle om den enkeltes seksuelle adfærd: Sørger du for at bruge beskyttelse, når du har sex? Og har du inden for x antal uger eller måneder sørget for at blive testet for HIV og hepatitis?
At donere blod er ikke en menneskeret, men jeg mener, at man har ret til ikke at blive kategoriseret som en bestemt type menneske på baggrund af ens seksualitet. Jeg oplever det som socialt udelukkende og stigmatiserende.
Reglen er forældet – det er tid til at opdatere praksis.