Copenhagen Pride er lige om hjørnet, hvilket betyder, at det famøse regnbueflag snart vil vise sig i alle afkroge af Københavns gader og stræder.

Rådhuspladsen vil atter forvandles til et LGBTQ-mekka, hvor der danses, synges og debatteres om retten til frit at være, hvem man ønsker. Som krymmel på kagen afsluttes priden med den velkendte parade, som er spækket med mennesker, der marcherer rundt i Indre By og spreder glitter og glimmer til den danske befolkning.

Dog er det langtfra alle, der bryder sig om skinnende pailletjakker, flerfarvede speedo’s og lyserøde fjerboaer. Det ved jeg, fordi jeg selv har været én af dem, der har haft det med paraden, som en tyr siges at have med farven rød. Jeg blev vred, hver gang jeg så billeder fra den eller hørte om den. Jeg havde svært ved at forene mig med, at et selviscenesættende gøglershow skulle skabe større tolerance for forskellighed og bringe os tættere sammen som samfund.

Da jeg var otte-ni år gammel, tog mine forældre mig med til indre by for at overvære paraden. Jeg erindrer en følelse af ubehag, da en to meter høj skikkelse bøjer sig ned over mig og siger 'Hej, lille ven' med en dyb og tung mandestemme. Jeg husker, at jeg gemte mig bag min fars ben, inden hun overhovedet nåede at sige sin sætning færdig.

Hun var dækket med påfuglefjer og var iført pangfarvede stiletter med hæle så lange og tynde, at de kunne prikke øjne ud. Hendes øjenbryn var tegnet så store, at de næsten fyldte halvdelen af hendes ansigt, og hendes neongrønne paryk var så lang, at hun næsten kunne feje gulv med den.

De mange farver og indtryk gjorde mig utryg. Jeg brød mig ikke om, at folk var iført iøjnefaldende, anderledes beklædning, og forstod indtil for få år siden ikke, hvor behovet for deltagelse kom fra hos parade-gængerne. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, som har undret sig over, hvad paraden tilbyder - andet end sjov, spas og selviscenesættende adfærd. Behøver vi overhovedet priden i et land som Danmark? Kan vi LGBTQ-personer ikke bare acceptere, at vi er blevet accepteret?

Svaret er: 'Vi behøver stadig priden – også i et land som Danmark.' Denne konklusion drog jeg for to år siden efter at have vovet mig ind til byen for at overvære paraden. At se alle de glade mennesker fejre deres personlige frihed og at snakke med folk om selve arrangementet gjorde mig klogere på, hvad der gør priden til en hensigtsmæssig begivenhed.

Priden fejrer selvfølgelig LGBTQ-personers frihed til at udtrykke sig. Men den er også et vigtigt billede på, at vi lever i et sekulært, tolerant samfund, der ikke opfatter LGBTQ-personer som værende 'kønsafvigere - og/eller forrædere'. Dette gør man derimod i mange andre lande, hvor folk kaster sten efter parade-gængere, fordi de simpelthen ikke ved bedre.

Priden handler ikke 'bare' om bøsser og lesbiskes mulighed for selviscenesættelse. Den handler om alle, der ønsker at leve efter frie, tolerante samfundsværdier. Det er en åben begivenhed, hvor alle har mulighed for at deltage og bidrage med flere farvenuancer i regnbuen. Hvis man ikke føler sig repræsenteret, er der kun én, som kan sørge for denne repræsentation, og det er én selv.

Derudover rækker priden uden for landets grænser, og den er samtidigt et udtryk for, at vi som land tager afstand fra andre landes urimelige frarøvelse af homoseksuelles rettigheder. Vi går ikke kun paraden for os selv. Vi går den også for 25-årige Ahmed fra Yemen, som frygter dødsstraf, hvis nogen skulle opdage, at han er homoseksuel.

Derfor: Ud af fjerene, børst støvet af din tolerance for forskellighed, og tag den med til priden. Gør det for det danske samfund, for Ahmed - og ikke mindst - for dig selv.

God pride!