»Hej, sex nu?«, »Hey, er du til 'lige på og hårdt'?«, ”Må jeg sutte din pik for 600 kroner?«, ”Hej, vi er to liderlige fyre, som leder efter en ung fyr at kneppe hårdt – frisk?«

Det er nærmere reglen end undtagelsen at modtage beskeder af denne kaliber på dating-apps for mænd, der har sex med mænd. Særligt på apps som Grindr.

Efter ni års personlig erfaring som mand, der har sex med mænd, kan jeg fastslå, at der generelt er et voldsomt sexfokus blandt homoseksuelle. Vi er ofte yderst eksplicitte i vores måde at italesætte sex på, og når det kommer til sexlyster- og  fantasier, danses der sjældent rundt om grøden.

Denne seksuelle frihed har selvfølgelig sine fordele, men hvis man som 'ny-udklækket' homoseksuel tror, at 'villa, Volvo, vovse' og 'prinsen/prinsessen på den hvide hest' gemmer sig lige om hjørnet, vil man sandsynligvis blive godt skuffet.

Vi er vant til at blive spurgt om – og sætte ord på – vores seksuelle præferencer i en sådan grad, at sexsnak er blevet hverdagskost

Homoseksuelles forhold til sex er langt mere frit end heteroseksuelles. Mens heteroseksuelle flittigt benytter sig af begreber som 'Netflix n’ chill', vælger homoseksuelle ofte at kalde en spade for en spade og gør derfor en dyd ud af at bruge udtryk som 'lige på og hårdt' og 'sextræf'.

Men hvordan kan det være, at de to sexkulturer er så forskellige?

Flere homoseksuelle springer først ud i tyverne. Indtil da undertrykker de fleste deres seksuelle lyster i håb om, at deres 'seksuelle anderledeshed' ikke afsløres af samfundet.

Når man som homoseksuel endelig er 'sprunget ud', kan man føle, at man seksuelt halter bagefter og har noget at skulle indhente i forhold til ens heteroseksuelle omgangskreds. Samtidig er ens lyster blevet undertrykt i så lang tid, at man nu blot ønsker at give dem frit løb.

I homomiljøet er det den seksuelle orientering, vi overordnet set har til fælles med hinanden, hvilket kunne være en forklaring på det voldsomme sexfokus. Det seksuelle aspekt har bragt os sammen i første ombæring, hvorfor netop seksualitet og sex ofte bliver omdrejningspunkt for samtaler blandt homoseksuelle.

Samtidig har flere homoseksuelle ofte skulle forholde sig til seksualitet i en tidlig alder – dels, da vi oplever at føle os anderledes, set i lyset af majoriteten, og dels da der af samfundet forventes, at vi på et tidspunkt 'springer ud' og gør rede for vores 'seksuelle anderledeshed' i det offentlige rum.

Kravet om italesættelse af seksualitet, både inden- men også uden for homomiljøet, kan muligvis forklare homoseksuelles eksplicitte sprogbrug, når det kommer til sex: Vi er vant til at blive spurgt om – og sætte ord på – vores seksuelle præferencer i en sådan grad, at sexsnak er blevet hverdagskost.

Jeg oplever, at vi i samfundet ofte har en bestemt måde at italesætte homoseksuelle på: 'I homomiljøet har alle været sammen med alle', 'homoer knalder til højre og venstre' og 'de fleste homoer er løse på tråden og kan derfor ikke leve i et monogamt og traditionelt parforhold'.

Hvis man som homoseksuel får gentaget denne karikerede fortælling nok gange i løbet af sin opvækst, kan man nærmest ende med at blive til fortællingen

Gennem disse fortællinger portrætteres homoseksuelle som værende nogle yderst impulsdrevne væsner, der i høj grad er defineret af deres ofte eksplicit udtrykte seksualitet. Hvis man som homoseksuel får gentaget denne karikerede fortælling nok gange i løbet af sin opvækst, kan man nærmest ende med at blive til fortællingen.

I kraft af fortællingen fritages homoseksuelle ligeledes samfundets forventninger om, at man skal finde en fast partner, få børn og starte en kernefamilie. Homoseksuelle har friheden til at gøre alt andet end at slå sig ned.

Kunne følelsen af at halte bagefter, fortællingen om 'de sexgale homoseksuelle' og forventningerne – eller manglen på samme - være en af årsagerne til, at vi er så frie og eksplicitte i vores måde at praktisere seksualitet på?

Fordi vi konstant får fortalt af samfundet, at det er sådan, vi er? Fordi vi føler, at vi seksuelt har noget at skulle indhente? Fordi vi er tiltrukket af samme køn og derfor ikke regnes for at have reproduktion som forpligtelse?