For nogle uger siden sad jeg i en park med nogle venner. Vi hørte musik, drak vin og var i højt humør. Ud af det blå dukker en mand op, som ikke lod til at være begejstret for vores feminine fremtoning som mænd. Han stillede sig foran bænken, hvor vi sad, og begyndte at latterliggøre måden, vi talte og gestikulerede på.

Mine venner og jeg havde en klar fornemmelse af, at manden forsøgte at fremprovokere et modsvar. Han ønskede nemlig en grund til at antaste os yderligere - men vi bed ikke på. For et halvt år siden bed jeg på, hvilket resulterede i en brækket næse, et par sting under og over øjet, flækkede fortænder, et kæmpe opsvulmet sæbeøje og i det hele taget en ekstremt ydmygende oplevelse. Jeg er blevet klogere siden.

Derfor vendte jeg hovedet den anden vej og forsøgte at ignorere ham. Det endte med, at vi fik rystet manden af os, men vi slap ikke uden at få smidt et par skældsord efter os, inden han forsvandt.

'Bæskubber', 'bøssekarl', 'bøsserøv', 'røvpuler', 'homosvin'. Vi har alle lagt ører til skældsord rettet mod bøsser eller mænd med feminin fremtoning - og det er lige krænkende at lægge ører til hver gang.

Jeg kan ikke undlade at genafspille situationen i parken om og om igen i mit hoved. Mest fordi jeg undrer mig over, hvordan man kan blive så stærkt provokeret af bøsser eller feminine mænd i en sådan grad, at man tyer til fysisk- og/eller psykisk vold.

Hvad er det for psykologiske mekanismer, der er på spil, når andre mennesker - særligt mænd - er diskriminerende over for bøsser og feminine mænd?

Kunne det tænkes at nogle af disse mænd ubevidst gør brug af en forsvarsmekanisme, som man inden for psykologien kalder ‘reaktionsdannelse’? At man udviser holdninger, som er i diametral modsætning til de stærke tilbøjeligheder, man har i sig grundet en konflikt mellem lyst/ulyst og behov/realitet? Kunne man forestille sig, at en uafklaret mand, der elsker mænd, kan være frustreret over denne indre konflikt i en sådan grad, at ‘elsker’ vendes til ‘hader’?

Gad vide, hvad manden i parken ville sige til den forklaring? Jeg tror desværre, at han ville svare igen med en knytnæve, fordi jeg ville komme til at udfordre hans maskulinitet, som han sikkert har kært.

Maskuliniteten er til stadighed et dominerende kønsideal i det danske samfund. Den er urokkelig og ikke til forhandling sammenlignet med femininiteten. F.eks. har kvinders mode historisk set ændret sig betydeligt mere end mænds. Mænd har, sammenlignet med kvinder, i lavere grad mulighed for at eksperimentere med kønsudtryk: Det er helt bandlyst for mænd at gå i kjole, mens kvinder sagtens kan have bukser på. Hvorfor er det mere provokerende at se en mand i ‘dametøj’, end en kvinde i ‘mandetøj’?

Ifølge kønsforsker Hanne Haavind er en central kode i samfundets aktuelle kønssystem kvindens relativt sociale ‘underordning’ i forhold til mandens relativt sociale ‘overordning’.

Folk, der drager denne sociale orden i tvivl ved at bryde den og leve efter andet end den, udgør et faremoment for kulturens stabilitet. Historisk set opfattes manden som den ‘stærke’ forsørger i familien, der passer på kvinden, som har brug for en beskytterrolle i tilværelsen.

Mænd er født med et såkaldt ‘penisprivilegie’: Vi er født som ‘det stærke køn’, og maskuliniteten er en gave, vi har fået, som vi ikke må give afkald på. Hvis du spørger mig, er det noget værre vås - men det tror jeg desværre ikke, at alle er enige med mig i - i hvert fald ikke manden i parken.

Men til helvede med maskuliniteten, hvis man skal antastes og diskrimineres på bekostning af andres usikkerheder. Det er ikke rimeligt, at bøsser og feminine mænd bruges som boksepuder, for at andre, usikre mænd kan opretholde illusionen om at være ‘rigtige’ mænd.