Han husker dagen, hvor de sad over for lægen, og hun fik dommen. At kræften var vendt tilbage. At den var opdaget for sent. At hun havde afmålt tid tilbage. Han husker, at hun ikke brød sammen. Det gjorde ingen af dem.
»Lones nøgternhed gjorde jo, at jeg kunne holde kontrol med mine følelser. Når Lone er den, som skal bære det, og bærer det så ligefremt, som hun gør, så kan det jo ikke nytte noget, at hendes mand falder ned af stolen. Hendes store tapperhed var også min livline til at bevare roen og min omsorg for hende,« forklarer Poul Nyrup Rasmussen.
For det var sådan, hans elskede hustru var. Usentimental. Ligefrem.
»Jeg kan ikke tillade mig at klynke,« sagde Lone Dybkjær sidste efterår i et stort interview med B.T. Og det gjorde hun ikke. Heller ikke den sidste tid, som parret tilbragte i deres sommerhus i Nordsjælland.
»Fordi vi vidste, hvor det bar hen, og at uret nu var forudbestemt, besluttede vi, at vi ville leve meget tæt sammen de sidste seks måneder oppe i det lille sommerhus.«
»Det blev en periode, som var enormt smertefuld, men samtidig også meget varm og gjorde, at vi kom så tæt, som to mennesker overhovedet kan komme på hinanden. Fysisk. Mentalt. Følelsesmæssigt. Hele tiden.«
»Så overgangen fra, at Lone ikke er der på den måde for mig, og til nu er meget brat. Du tumler ned ad et bjerg, ikke?« siger en stærkt bevæget Poul Nyrup Rasmussen, som nåede at få 27 år sammen med sin elskede Lone. 27 år, der aldrig blev brugt på ligegyldigheder.
»Når vi var sammen, så var vi sammen om det væsentligste,« siger han med reference til begges stærke politiske engagement, som Lone Dybkjær insisterede på også var en del af den sidste, svære tid.
»Husk nu at gøre det, du er god til,« sagde hun igen og igen.
»Jeg tror, at hun som jeg var meget optaget af det fællesskab, vi havde. Og hun viste mig en tillid, som man ikke giver mere end ét menneske. Viste mig sin egen skrøbelighed. Også kort før hun døde. Hun lod mig komme helt tæt på og pleje hende, som en professionel plejer ville have gjort. Og det er jo en meget stor kærlighedserklæring,« siger Poul Nyrup Rasmussen med ømhed i blikket.
For ikke mindst de sidste tre måneder, hvor Lone Dybkjær var sengeliggende, var der brug for pleje.
»Men jeg sørgede for, at hun kom op hver dag. Og når vi kom ud, tog jeg hende i hånden. De sidste dage med iltslange, der var lang nok til, at Lone kunne sidde i det lille lysthus og følge med i, hvad der skete i haven.«
Poul Nyrup Rasmussen smiler ved tanken og billedet. Husker, hvordan hans elskede også insisterede på at få besøg af de nærmeste venner et par gange om ugen.
»Sæt jer nu ned og slap af,« sagde hun til dem, når de udtrykte deres bekymring over, om deres besøg nu var til besvær.
»Det var meget karakteristisk for hende. Hun lagde vægt på, at selvom hun var meget syg, ville hun ikke signalere, at de belastede hende. Hun ville hele tiden give. Og den eneste, hun hundsede med, det var mig. Det var jeg meget taknemmelig for,« kommer det fra den tidligere statsminister med en lille lun latter, og han lægger ikke skjul på, at Lones usentimentale tilgang til sin sygdom var forbilledlig for ham.
»Sentimentalitet var tidsspilde, syntes hun og sagde det også til mig. 'Lad nu være med det.' Det havde jeg til tider svært ved de sidste seks måneder, og derfor tror jeg, at Lone var bekymret for mig, når hun ikke selv var der længere. Om jeg nu kunne klare den magtesløshed, som jeg de sidste seks måneder havde svært ved at styre, når jeg så hende.«
»For det værste, et menneske kan komme ud for, er at se den, man elsker, svækkes. Du kan værne, og du kan hjælpe, men du kan ikke standse den sygdom, som langsomt, men sikkert tager din elskede,« siger Poul Nyrup Rasmussen.
Men selvom sygdommen ikke lod sig standse, fyldte hendes bekymring for ham næsten mere for Lone Dybkjær end hendes egen situation.
»Hendes bekymring for mig er i virkeligheden også en forlænget kærlighedserklæring til mig. 'Pas nu godt på dig selv. Husk, at livet går videre.' Det var på en måde hendes mantra.«
Men at han fik lov til at indhylle hende i dét, han kalder 'min uendelige omsorg', fylder ham med stor taknemmelighed.
»Jeg sidder jo her og savner umådelig meget, at jeg kan gå hen og rette lidt på hendes dyne eller åbne vinduet, så hun kan få lidt frisk luft, eller gøre opmærksom på, at nu ruller jeg gardinet op, så solen kan skinne ind til hende. Alt det er der jo ikke mere. Og jeg tror også, at det er mange af de stunder, jeg savner,« siger Poul Nyrup Rasmussen med ømhed og smerte i stemmen.
»Hun lærte mig intensiteten, lærte mig øjeblikkets styrke, og hvor lykkelig man kan være i det. Vi vidste, at vi skulle passe på de lykkelige øjeblikke. At der ikke var tid til så meget. Og når der var ét, fik det lov til at stå som en buket blomster, indtil det visnede igen. Så det var en god tid. En smuk tid.«
