Hvert et lille fremskridt i sin delvist lammede krop omfavnede han begejstret. Klappede sig på skulderen og svulmede af stolthed.
»Jeg havde det dogme, at hvis jeg gjorde noget, jeg ikke kunne i går, havde jeg vundet dagen. Det betød vildt meget for mig, første gang jeg kunne binde mit snørebånd, første gang jeg kunne gå op ad trapper med begge hænder på gelænderet. Det var kæmpe sejre,« siger Jesper Vollmer om at genstarte sig selv oven på den ulykke, der for seks år siden var tæt på at koste ham livet.
»Jeg var stolt af mig selv og gav mig lov til at være det. Og fremgangen var helt vild. Uanset hvor træt jeg var, sagde jeg ja til al behandling. Jeg har en sportsbaggrund, så min krop ved godt, at det gerne må gøre lidt ondt, før det bliver godt.«
Men én smerte havde Jesper Vollmer overset. Sin families.
»Annette havde et kæmpe sammenbrud midt i Aarhus for nogle år siden. Hun kunne næsten ikke have flere mennesker, der kom over og spurgte, hvordan det gik med mig. Til sidst tænkte hun bare 'Hold nu kæft med Jesper og spørg, hvordan jeg har det'.«
»Hun havde fået en anden mand hjem, fået en invalid hjem i huset samtidig med, at vi var ved at bygge en virksomhed op ved siden af og ikke vidste, om det kom til at gå godt.«
»Så hun havde fået et kæmpe ansvar over på sine skuldre. Hun skulle være den stærke. Sørge for, at der kom smør på brødet. Og ingen spurgte til, hvordan hun havde det, før hun fik et sammenbrud og gik ned med flaget. Det rystede alle omkring os,« fortæller Jesper Vollmer og indrømmer ærligt, at det også rystede ham selv.
»Det var også lidt af et wakeupcall for mig. For det eneste, vi skadede kan snakke om, er vores fremgang. Og jeg var jo pissestolt. Så i stedet for at tale om os som familie og alt det, der gør ondt, blev det meget 'se, hvor god jeg er'. De blev simpelthen hægtet af,« forklarer Jesper Vollmer, som, når han holder foredrag om ulykken, ofte hører samme historie fra netop pårørende.
»Ét er de skadede. Vi har masser af ting tilfælles og hjælp, men dem, man ser sidst på i den her ligning, er de pårørende. Dem er der rigtig mange, der glemmer.«
»Man bliver lidt et forkælet enebarn på godt og ondt. For det er godt at have fokus på det gode, men man kan godt blive et dumt svin ved siden af, hvis man ikke lige husker, at det ikke kun er dig, det hele handler om. Det blev jeg mindet om.«
Derfor blev en ny regel indført i hjemmet. Når venner og familie kom på besøg, fik de en hurtig opdatering, og derefter blev samtalen sporet ind på Annette, børnene og gæsterne.
Men trods sit ukuelige positive sind erkender Jesper Vollmer også, at han i en periode var som en isbryder, der skubbede isflagerne væk. Dem, alle problemerne og det svære lå på.
»For jeg har altid været god i modgang, været god til at se lyset på den anden side,« forklarer han om sin tilgang, der også spærrede frustrationerne inde i den krop, han endnu ikke havde affundet sig med.
»Vi havde en nat, hvor vi fik prikket hul på den positive boble og fik tudet virkelig igennem. Hvor jeg fik fortalt Annette alle de frustrationer, jeg havde.«
»Fordi jeg var så fokuseret på det positive, anede hun ikke, hvad jeg gik og boksede med af savn. Jeg hadede min krop og syntes, det var forfærdeligt, at den ikke kunne det, den plejede,« fortæller Jesper Vollmer, som efter den nat fik noget af livsglæden tilbage.
Det gik nemlig op for hans kone, Annette Heick, hvor meget han savnede at cykle, og hun stjal derfor hans gamle cykel og fik al teknikken flyttet over i venstre side. Den gode side.
Siden er en elcykel kommet til. Og legebarnet i ham er vakt til live igen.
Jesper Vollmer ved, at ulykken har gjort ham til en anden mand, en anden far. Ikke nødvendigvis en dårligere af slagsen. Bare en anden.
»Vi slås stadig, når vi kan. Løber og cykler om kap, når vi kan. Laver så meget sjov og ballade som muligt,« siger han med et smil om sønnerne Eliot og Storm.
»Storm – som nu er 11 – var fem, da det skete. Så mere end halvdelen af hans liv har jeg været den her far, der går lidt sjovt og har en dum hånd. De har vænnet sig til ham.«
At hans genoptræning er for livet, ved Jesper Vollmer også. Men han fastholder sit positive sind. Insisterer på at have smilet med på sin vej. For det er dét, han tror på.
»Jo, jeg vil da gerne inspirere andre, men det er ikke derfor, jeg gør det. Jeg gør det for min egen skyld. Og for Annette og drengene.«
