Solen stod ned over Sandkås Strand på Bornholm, en kraftig bølge var på vej ind i bugten, da han tog de første skridt ud i vandet. Men pludselig frøs kroppen på stedet. Tårerne væltede ud, så skuldrene begyndte at hoppe. Hans kone ilede til.

»Så stod vi bare dér og krammede og græd sammen i rimelig lang tid. Det var en reminder om, at 'gud, hvor er jeg heldig, at jeg står her og kan bade'. Hvor det hele kom lidt tilbage.«

Der er kun en svag antydning af smerte at spore inde bag 46-årige Jesper Vollmers brilleglas. De dukker op i små glimt, når han vender tilbage til det, han kalder 'det hele'.

Til den dag for knap seks år siden, der vendte op og ned på hans liv og var tæt på at være hans sidste.

»Jeg er jo gået i stykker. Der er noget, jeg ikke kan. Jeg går mærkeligt, og jeg har en dum hånd. Det vil altid være en del af mig. Men jeg har accepteret, at det er sådan, det er, og at der er ting, jeg ikke kan. Jeg gider ikke være ham den handicappede,« siger han og udstråler den ukuelige optimisme, der er – og har været – kendetegnende for ham, siden han var et splitsekund fra at dø på en strand i Thailand, da en tonstung mur af vand – en såkaldt shorebreak-bølge – væltede ned over ham.

»Pas nu på, skat,« råbte hans kone, Annette Heick, da Jesper Vollmer den morgen løb mod vandet på den mennesketomme strand for at tage et vandret hovedspring ind i bølgerne, som han plejede.

Men i stedet for at komme ud på den anden side af bølgen kastede den ham rundt. Han landede med et brag på sandbunden. Med vægten fra kæmpebølgen oven på sig.

»Først stilheden, da ørerne blev lukket til af vandet. Så hørte jeg en 'kronsj'-lyd. Jeg lå underligt på maven i vandet og kunne ikke forstå, hvad fanden der skete. For min krop var ligesom lammet og varm, mine hænder helt knyttet.«

Allerede et halvt år efter badeulykken var Jesper Vollmer tilbage i havet. Siden er han også blevet vinterbader.
Allerede et halvt år efter badeulykken var Jesper Vollmer tilbage i havet. Siden er han også blevet vinterbader. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg kunne mærke, at noget var helt galt, at jeg skulle op at stå for at få luft, men kunne ikke bevæge mig. 'Shit, er der overhovedet nogen, der har set mig?'« husker Jesper Vollmer.

Så ramte næste tanke ham.

»Var det så dét, det blev til? 40 år og ikke andet? Jeg troede, at det var slut,« siger han om de overvældende følelser, der overmandede ham, indtil hjælpen kom ilende.

Han smiler fra den anden side af bordet. Er sikker på, at nogen deroppe holdt hånden over ham. For en af hjælperne viste sig at være akutlæge i Sydney.

»Hendes navn var dr. Toogood,« siger han med taknemmelighed i stemmen. For hun var for god til at være sand.

»Hun kastede sig ned og satte et knæ på hver side af mit hoved, stak hånden ind under det og kunne bare mærke, at det kørte rundt med knoglestumper inde i baghovedet. Hele min sjette nakkehvirvel var blevet knust af det slag,« forklarer Jesper Vollmer.

Det var den 'kronsj'-lyd, han havde hørt.

»Hun fik bremset, at livredderne lagde mig om på siden, og fortalte senere, at hvis det var sket, kunne stumperne enten have skåret alle nerverne over, så jeg blev lam fra halsen og ned, eller have cuttet respirationsrefleksen. Så dør du på stedet.«

På forsiden af Jesper Vollmers hals sidder der et ar. Det var dér, kirurgerne åbnede op for at kunne samle femte, sjette og syvende nakkehvirvel med et titanium-implantat.

»Det ligner en vingummibamse,« griner han og viser røntgenbilledet.

'Vingummibamsen', der holder sammen på Jesper Vollmers femte, sjette og syvende nakkehvirvel.
'Vingummibamsen', der holder sammen på Jesper Vollmers femte, sjette og syvende nakkehvirvel. Foto: Privat
Vis mere

Over seks timer tog operationen, efterfulgt af 12 dage på hospitalet i Phuket, hvor han med egne ord havde det som blommen i et æg og genvandt troen på, at det nok skulle gå. Selvom han var alene.

»Annette skulle tre måneder til Aarhus og spille 'My Fair Lady' og var nødt til at skaffe smør på brødet, hvis vi skulle få det til at fungere. Jeg ville ikke blive hurtigere stærk af, at hun sad på min sengekant og strøg mig på hovedet.«

»Så vi var fra starten enige om, at det eneste rigtige var, at hun og drengene tog hjem som planlagt,« siger han om sønnerne, Eliot og Storm.

»Selvfølgelig lå jeg også indimellem og var skidebange og tænkte: 'Hvad ender det ud i?'. Men faktisk var jeg ret positiv fra det øjeblik, hvor Annette – mens vi ventede på ambulancen – rørte ved mine tæer, og jeg kunne mærke dem. Og den positive indstilling tog jeg med mig. Også i træningsforløbet på Center for Rygmarvsskader i Hornbæk, hvor jeg lå i næsten i et halvt år frem til juli,« siger Jesper Vollmer.

Jesper Vollmer genforenet med sin familie efter hjemkomsten fra Thailand.
Jesper Vollmer genforenet med sin familie efter hjemkomsten fra Thailand.
Vis mere

Den indledende scene fra stranden på Bornholm var en af de første gange, Jesper Vollmer var tilbage i havet. Hvor det gik op for ham, at det var et mirakel, at han stod på benene igen.

»Jeg har jo ikke gjort det alene. Det er en blanding af hele mit bagland, en dejlig familie og en masse kærlighed fra Annette og drengene, familie og venner. Det er ikke alle, der er så heldige,« smiler Jesper Vollmer, hvis bedrift ikke stoppede der.

For sideløbende med at han kæmpede for sin egen førlighed, kæmpede han for sin og familiens fremtid. Derfor var han på Bornholm kun et halvt år efter ulykken, og en uge efter at han var udskrevet fra Hornbæk. For at arbejde.

»Jeg brækkede nakken, samtidig med at vi lige havde støbt fundamentet til Huset Rå. Så at have masser at kæmpe for var en motivator hele vejen igennem. Det var det halmstrå, jeg havde,« forklarer Jesper Vollmer, hvis ukuelighed siden har skabt forgreninger af Huset Rå, som passer til de skavanker, ulykken har givet ham.

»Alt har taget en anden drejning, så jeg ikke behøver løbe så fysisk hurtigt mere,« siger han.

For løbe kan han ikke længere. Til gengæld er han igen begyndt at køre på mountainbike. Og vinterbade.

»Det sværeste har klart været accepten af det, jeg ikke kan. Hold kæft, hvor har jeg grædt mange tårer over at kigge ud ad bilvinduet og se en løber i skovkanten eller en mountainbiker krydse vejen,« siger en ærlig Jesper Vollmer, som dog netop har fået en specialbygget el-mountainbike, så han kan følge med sønnerne og vennerne.

Selvom han stadig kæmper med nogle af de skader, han pådrog sig under ulykken, insisterer kokken Jesper Vollmer på at se lyst på tilværelsen.
Selvom han stadig kæmper med nogle af de skader, han pådrog sig under ulykken, insisterer kokken Jesper Vollmer på at se lyst på tilværelsen. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Som Annette sagde forleden: 'Jeg har ikke set dig så glad siden før ulykken.'«

Et veltilfreds smil breder sig i hele ansigtet.

»Fra at have ligget på båren og tænkt: 'Shit, nu bliver mit liv fuldstændig ødelagt' og 'Jeg kunne have været død for et øjeblik siden', får man en taknemmelighed over at få en chance til.«

»Annette har fået en anden mand – jeg er blevet både en anden mand og far, som vi lige har skullet lære at kende. Det har været en lang proces, men jeg synes virkelig, at vi er kommet ud med en tro på, at det her klarer vi sammen.«