Udenfor var sommernatten lys og lun. I natlampens dæmpede skær holdt han hende i hånden og sang med sagte stemme ud i rummet. 'Du kom med alt dét, der var dig, og sprængte hver en spærret vej……' Ordene. Deres ord.
»Hele tiden holdt jeg i hånden. Hviskede til hende. Sang hendes yndlingssange for hende om natten. Og fik et lille klem af hendes hånd. Det var en hård tid. Men også en god tid,« siger han med en stemme, der kæmper med kontrollen.
Poul Nyrup Rasmussen holder med begge hænder om kaffekruset. Han har ikke længere Lones at lægge dem i. At varme sig i. Svøbe sig i.
For 20. juli sang han den sidste sang for sin elskede. På en stue på Palliativ Afdeling på Bispebjerg Hospital.
Han prøver stadig at finde fodfæstet.
»Lone sagde til mig: 'Husk nu, at livet går videre'. Jeg ved, hun mente, at jeg skal huske at leve, mens jeg gør det. Lone vil altid være hos mig, fylde hele rummet.«
»Det liv, vi har levet, dør jo ikke. Vores samtaler, vores glæder, dagene, nætterne, tætheden, vores lykkelige øjeblikke. Alt det fortæller mig igen og igen, at livet er værd at leve,« siger tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen om ihærdigt at forlænge kærlighedspagten mellem dem.
Både den nære mellem bare de to. Men også den store. Den, der favnede de svage og sårbare.
Han har lovet hende ikke selv at være én af dem. De svage.
'Jeg vil ikke høre noget vræl,' sagde hun den sommerdag, de drog ud på den sidste rejse. Til Palliativ Afdeling, hvor de sammen tilbragte de sidste fem døgn, og hvor han holdt sit løfte til hende om at sikre, at hun ikke var belastet af smerter.
»Det er jo næsten ikke til at begribe, at hun – når hun er helt derhenne og virkelig ramt meget hårdt – alligevel synes, at dét, hun skal arbejde mest med, det er ham, der sidder ved siden af,« siger Poul Nyrup Rasmussen om den uselviske side af hans Lone, der altid var mere optaget af andre end sig selv.
Og han lader være. Med at vræle. Men det er svært at holde følelserne under kontrol, når han taler om den sidste tid. Så sitrer læberne. Og stemmen bliver grødet.
Bedre går det, når han vender blikket mod de 27 år, de tilbragte sammen. År, der var fyldt med brændende politisk engagement.
»Givende år med masser af lykkelige øjeblikke,« kalder Poul Nyrup Rasmussen dem.
På bordet ligger det skrift, han fik forfattet til hendes 80-års fødselsdag i maj. Som ved Lone Dybkjærs død få måneder senere blev tilpasset og uddelt ved bisættelsen i Holmens Kirke. Hun nåede at læse det. 'Det er du sluppet godt fra, Poul,' sagde hun med dét smil, han elskede.
»Dér blev jeg nærmest lykkelig,« siger han rørt. Og tager tilløb til at sige dét, der er vigtigst for ham. Og Lone.
»I mit alene-liv efter Lone er det virkelig meningsfyldt at bære alt det, Lone stod for, dét, vi sammen stod for i politik og i liv, videre,« siger han og uddyber:
»Omsorgen for de udsatte børn og unge, retfærdigheden, opgøret med grådigheden i finansverdenen, ligestillingen, som konkret for Lone og mig også er at vise mennesker tillid og tro på, at du godt kan.«
»At bære det arbejde videre er det, der virkelig giver mening for mig. Og det er også min måde at kunne fortsætte og forlænge min kærlighed til Lone.«
Bag brilleglassene bryder et kærligt og ømt smil gennem øjnene. Selv om deres liv sammen også har båret på sorger, var det noget helt særligt.
»Lone var en meget stor personlighed og et stort menneske. Og det gør jo, at det næsten ikke er til at begribe. Jeg synes stadig, at det er svært rigtig at se i øjnene og fatte, at hun ikke er her.«
Fem måneder har hun været væk fra ham. Og han indrømmer, at savnet også er stort.
»Det er ikke sådan, at min dagligdag er fuldstændig tom, eller jeg sidder desperat i et hjørne, hvor jeg ikke kan finde ud af det. Jeg anstrenger mig meget for at være lige så disciplineret, som Lone og jeg var, da vi levede sammen, så jeg forlænger hovedlinjen i vores fælles liv.«
Men Poul Nyrup Rasmussen forlænger også mindet om hende.
»Det første, jeg ser om morgenen, er Lone. Jeg har hængt et stort smukt billede op af hende og tænder et lille lys ved det om morgenen, sørger for, at der er friske blomster. Og på den måde er hun jo hos mig. Vores samvær har bare taget en anden karakter.«
Smilet vender tilbage, når han fortæller, hvordan Lone stadig prikker ham på skulderen i mange af hverdagens små ting. Hvordan han straks samler et lommetørklæde op, hvis han har tabt det på gulvet. Hvordan han husker at slukke lyset, når han går ud ad døren. I Lones ånd.
»Hun holder styr på mig og alle mine dårlige tendenser. Der er en række stærkt opdragende effekter, hun har haft på mig, som jeg er blevet meget mere bevidst om,« siger Poul Nyrup Rasmussen med en lun klukkende latter. For det er sådan, han helst vil have det.
»Lige nu er der en vekselvirkning mellem minder om de små skønne stunder, hvor hun fortæller, og vi sidder og griner, og en stærk knugende følelse af, at hun er væk. Det er dér, hvor vi er nu.«
»Sorgen og savnet kan komme i de ubevogtede øjeblikke. Det kan være et stykke musik eller et menneske, som kommer op til mig og siger 'Lone var et fantastisk menneske'. Nedslag som dem sætter gang i et knugende savn hos mig.«
Der bliver stille ved bordet en stund. Poul Nyrup Rasmussen er bevæget. Så tager han en dyb indånding. Mindes hendes ord.
»Som hun selv sagde: 'Jeg vil ikke omtales som én, man vræler over. Jeg vil omtales som én, der har forandret verden'. Hvad hun har.«
»Når jeg er allerhårdest ramt af savnet af Lone, så tager jeg springet og siger 'ja, du har ret. Jeg skal også huske, hvad det var, du gjorde, hvem du var, og hvor stor en glæde du har spredt med din ufattelige styrke og stålsathed kombineret med kærlighed!'«
»Når jeg bliver ramt af savnet af Lone, så bygger jeg bro til alt det, hun er og var. Jeg er begyndt at vende tilbage til dét liv, som jeg er ret sikker på, Lone synes, det skulle være.«
For som han den sommernat sang til sin elskede: 'At livet det er livet værd, på trods af tvivl og stort besvær, på trods af det der smerter, og kærligheden er og bliver, og hvad end hele verden siger, så har den vores hjerter.'
