Poul Nyrup om forholdet til Lone: Et mirakel, at vi holdt sammen i 27 år

'Husk mig nu for det sjov og ballade, vi har lavet sammen.' Sådan lød én af de sætninger, der var vigtige for hende at give videre til de efterladte. Sin mand, sin datter og svigersøn og sine børnebørn. Og sådan fejrede de julen sammen. I Lones ånd.

»Med de grineture, vi kan, for det lagde hun vægt på,« siger Poul Nyrup Rasmussen, som for blot fem måneder siden mistede sin Lone. Sin elskede gennem 27 år.

Han smiler ved minderne og tankerne. Kærligheden var stor.

»I betragtning af, hvor mange udfordringer vi hele tiden mødte, er det i virkeligheden mirakuløst, at to så individuelle og forskellige mennesker, som Lone og jeg jo er, holdt sammen i 27 år.«

»Store dele af vores liv bevægede vi os jo på kanten af politisk succes eller nederlag og kolossale spændinger. Det særlige ved os var, at vores kærlighed var stærk nok til at komme igennem de forskellige udfordringer,« siger han med et smil om deres lykkelige liv sammen.

Men også et liv med sorger.

»Den gamle visdom om, at hvis du vil have glæden, må du også tage sorgen med, gælder i meget høj grad for os. Allerede i det første halve år, hvor vi var begyndt at komme sammen, tog min datter Signe sit eget liv, og det var meget hårdt ved os, og jeg anede jo ikke, hvad jeg skulle gøre ved mig selv.«

»Og så oplever Lone jo tabet af sin datter Lotte, der dør af sklerose, som også var ved at slå benene væk under os,« siger Poul Nyrup Rasmussen om de to tragiske nedslag i deres fælles liv, som de begge brugte til at kæmpe endnu hårdere for – gennem det politiske arbejde – at hjælpe andre mennesker til at få en god tilværelse.

»Det har været overskriften for Lone og jeg. Men det var også en måde, hvor vi fandt hinanden i et endnu tættere fællesskab.«

»Dermed er de sidste 10 år af Lones og mit liv måske også dér, hvor vi har haft den længste periode tættest på hinanden, har delt det meste af livet sammen. Og dermed måske også den længste lykkelige periode, vi har haft med hinanden.«

»Selvfølgelig kunne vi også blive irriterede på hinanden, kunne i perioder have svært ved lige at fange hinanden på 1.000 kilometers afstand, men dét, der bar os, var den dybe tæthed og nærhed, som nåede sit store smukke crescendo i de sidste seks måneder af Lones liv,« siger en rørt Poul Nyrup Rasmussen, som kommer igennem sin sorg ved at gøre dét, han er bedst til. At hjælpe andre.

»Du skal fortsætte dit liv med at hjælpe de psykisk sårbare børn og unge,« sagde hun til ham. Og det gør han. Gennem Foreningen Det Sociale Netværk, som han stiftede i 2009 for at forhindre, at andre unge skulle lide samme skæbne som hans egen datter.

Dét, han kan bidrage med der, virker for ham bedre end at tale om sorgen.

»Du skal huske på, at jeg er enebarn. Så jeg er ikke den, der plaprer ud med, hvordan jeg har det. På den måde er Lone og jeg ens. Når nogen spurgte, hvordan hun havde det, svarede hun altid 'fint, hvordan har du det?'«

»At tale med en psykolog eller en god ven ligger ikke rigtig til mig. Lige så lidt som det lå til Lone. Der tror jeg, at vi ligner hinanden ganske meget,« smiler Poul Nyrup Rasmussen.

Så det er sporene, som Lone Dybkjær lagde ud for ham, han forsøger at følge. Helt i hendes ånd.

»Og så er der jo 'vores' børnebørn, som jeg har stor veneration for og de for mig. Vi er meget tætte,« siger han om Lukas på 19 og Nikoline på 16, som er børn af Lone Dybkjærs datter Mette.

»Den ældste kommer og spiller skak med mig. Vi skiftes til at vinde. Og den yngste har taget mig i hånden ind i Harry Potter-universet, som jeg finder både klogt, skarpt og spændende. 'Jeg må hellere komme og lave mad til dig hver anden uge, for du skulle nødig sulte,' siger hun.«

Poul Nyrup Rasmussen har smil i øjnene. Deres betænksomhed og omsorg er rørende for ham.

»Så jeg får så meget kærlighed dér, og jeg ser også Lone i deres blik og kan glæde mig over, at de aftryk, hun har sat i deres måde at være på og i deres omsorg, er så tydelig.«

Spørger man, om han har fundet fodfæstet igen, lægger han hovedet lidt på skrå. Kniber øjnene sammen og lader dem vandre i rummet et kort øjeblik.

»Der er stunder, hvor jeg skal tage mig sammen og få styr på det,« erkender han.

»Men i stedet for at lade dig slå ud er det bedste, du kan gøre, at erstatte den knugende tomhed og savn med et nyt lyst billede af den, som du har mistet.«

»Det bedste, du kan gøre for den, du har mistet, er at tage hendes budskab med dig. Og Lones var, at jeg skulle føre mit liv videre. At jeg skulle lade være med at gøre Lones bekymring til virkelighed, men leve op til hendes håb for mig og børnebørnene, sørge for, at det bliver realiseret. Deri ligger en forlængelse af vores samvær.«

»Så mit nye liv er i virkeligheden ikke så nyt. Men vores samvær har taget en anden karakter. Det er et anderledes liv. Men jeg finder ud af det.«