I forbindelse med Lone Dybkjærs død har politisk kommentator Søs Marie Serup skrevet et mindeord om den mangeårige politiker. B.T. har fået lov til at udgive skrivet i sin fulde længde herunder:
Lone Dybkjær er død 80 år gammel.
Hun var en stor politiker og et smukt menneske. Hun var den første kvindelige radikale minister, den første kvindelige miljøminister, det første medlem af Europa-Parlamentet for Det Radikale Venstre og den første 'førstedame', der selv var folkevalgt.
Hun var i hele sin tid forud for sin tid – og en kvinde af sin tid. Hun var en trail blazer, som trådte den sti, andre siden har kunnet traske ad med noget mindre indsats end den, hun måtte lægge for dagen.
Lone Dybkjær blev født i 23. maj 1940 og voksede op i Rungsted i et akademikerhjem, hvor man var internationalt orienteret uden at være partipolitisk.
Men forældrene var førstegenerationsakademikere – moderen cand.polit. og faderen arkitekt.
Forældrene var fra henholdsvis en gård og et husmandssted, så mere radikalt kunne det dårligt blive, som Lone sagde i mange interview. Hun mistede sin mor tidligt, så Dybkjær blev også voksen tidligt, og det var vigtigt for hende at tjene sine egne penge. Et træk, der præger mange kvinder fra den generation.
Der var heller ikke nogen tvivl om, at unge Dybkjær skulle have en uddannelse, og valget faldt på det dengang nærmest totalt mandsdominerede fag som ingeniør. Hun var egentligt ikke så begejstret for studiet, men gennemførte og overvejede bagefter at læse til læge.
Men undervejs fandt hun en måde at få sit fag til at handle om at arbejde med mennesker, og så nød hun det.
Ingeniørfaget prægede hende som politiker, hvor hun naturligt valgte energiområdet, som både var teknisk og et ret nyt politikområde. Det sidste var afgørende for, at en nyvalgt kunne få et tungt ordførerskab – hun skulle nemlig ikke vælte nogen af pinden for at få det.
Hun var, i modsætning til de fleste af datidens ingeniører, imod A-kraft og foreslog derfor en folkeafstemning om emnet. Det var ikke helt clearet af i den radikale gruppe, som hun måtte stå skoleret for, men Niels Helveg Petersen kom med tiden til at mene, at det var netop hendes forslag om en folkeafstemning, der gjorde en ende på overvejelserne om atomkraft i Danmark.
I sine unge år stiftede Lone Dybkjær sammen med Kristen Helveg Petersen, Villy Sørensen og Niels Meyer Selskabet for Samfundsdebat. Den gruppe, der senere udviklede 'Oprør fra midten'. Idépolitisk følte hun sig tættere på Kristen Helveg Petersen end Hilmar Baunsgaard.
Og hun foretrak emner om fremtiden, som for eksempel digitalisering. Eller som hun selv sagde:
»Der er en grund til, jeg ikke blev jurist. Jurister ser på fortiden, ingeniører ser på fremtiden.«
Lone Dybkjær blev opstillet til Folketinget i København efter Else-Merete Ross, som var en kendt radikal kvinde. Dybkjær var allerede dengang kendt i radikale kredse, blandt andet fordi hun på et radikalt stævne havde argumenteret for, at kvindeudvalget i partiet skulle nedlægges og erstattes af et ligestillingsudvalg.
Ligestilling var nemlig absolut ikke kun en kvindesag for Lone Dybkjær, som hele sit liv også kæmpede for mænds rettigheder. Og det faktum, at der ikke skulle udkæmpes kønspolitiske kampe hos De Radikale, var medvirkende til hendes partivalg. Hun blev valgt i Folketinget første gang i 1973.
Da De Radikale i 1988 indtrådte i Schlüter-regeringen, havde Lone Dybkjær selv været med til at forhandle med statsministeren sammen med Ole Vig og Niels Helveg Petersen, så hun vidste, at hun ville blive minister. Den første kvindelige radikale minister og den første kvindelige miljøminister.
Det var en svær ministertid, for til tider var både socialdemokraterne og hendes eget radikale bagland i tvivl om, hvorvidt man overhovedet kunne være grøn i den regering. Men det kunne hun.
Hvis der var noget, Lone Dybkjær gerne ville tale om, så var det ligestilling. Hun gav meget af sig selv, når hun skulle forklare sine holdninger til ligestilling. For eksempel fortalte hun, at hendes to døtre i perioder boede fast hos deres far, fordi »det var det bedste for børnene. Men for mig var det det værste«.
Da hun blev skilt fra pigernes far, valgte de at lave en indbyrdes aftale om, at døtrene aldrig måtte skilles ad, men de to forældre fik forældremyndighed over ét barn hver. Dengang var det nemlig ikke muligt at få delt forældremyndighed.
Det er blot et af de ligestillingsområder, som Lone Dybkjær kæmpede en årelang kamp for at få ændret.
Hun fremstillede på ingen måde sig selv som superkvinden, der kunne klare alt.
Hun sagde tværtimod, at man måtte lære at tage imod hjælp og købe sig til hjælp, hvis man ville opad karrieremæssigt.
Ligesom hun grinende fortalte om, hvordan folketingsbetjente og kolleger i Folketinget af og til havde stukket pigerne en pengeseddel til aftensmaden eller en is. Betjentene havde i øvrigt en særlig ringetone, de brugte til at page (kalde, red.) hende med, når det var børnene, der skulle have fat i hende.
I øvrigt mente hun, det var absurd, at så mange kvinder i dag bremser op på karrieren, når de er blevet mellemledere, for det er som topleder, at man selv kan planlægge kalenderen. Og dét er det afgørende for at få det hele til at hænge sammen.
Da Schlüter måtte gå af, overtog Lone Dybkjærs forlovede, Poul Nyrup Rasmussen, statsministerposten. Det var i den forbindelse, et tv-hold spurgte hende, om ikke de måtte lave et indslag med hende på Marienborg.
Da de stod der, følte hun, at hun måtte 'give dem noget', så hun strøg en skjorte.
Det skulle hun komme til først at fortryde og siden grine ad mange gange. Men det var typisk for Lone Dybkjær, at hun forstod pressens måde at arbejde på. Også den bed hende i haserne. Og det gjorde den, da hun blev førstedame!
Hun var den første (og hidtil eneste) førstedame, der selv var politiker.
Derfor mente hun også, at hendes evner skulle bringes i spil. Hun ville gerne have håndakter, så hun kunne samtale på højt plan over frokoster, hun ville gerne have medarbejdere, og hun ville gerne på mere interessante besøg end i børnehaver.
Noget, hun i øvrigt talte med andre førstedamer om, som heller ikke brød sig om at blive skubbet rundt som kufferter.
Ikke mindst Hillary Clinton var interesseret i, hvordan det var lykkedes Lone Dybkjær at have en selvstændig politisk karriere, når hun var gift med en statsminister.
Og selvstændighed skulle der til. Lone Dybkjær havde altid været stærkt optaget af det internationale og besluttede i 1994 at stille op til Europa-Parlamentet. Hun blev valgt som den første radikale med over 170.000 stemmer og sad i parlamentet i 10 år. Her fik hun blandt andet kæmpet ligestilling ind i en traktat som et bærende europæisk princip.
Men som førstedame var der andre forventninger til hende, og den kamp, hun kæmpede, mødte enorm modstand, ligesom det skuffede hende, at hun ikke igen blev minister, selv om hun godt forstod, at hun var udelukket fra start.
Offentlighedens mening var klar: Hun skulle kende sin plads – og se at blive gift.
»Jeg plejer at sige, at jeg er den eneste politiker, der er blevet tvangsgift,« som Lone Dybkjær sagde med et stort smil. Hun havde forestillet sig, at hun og Poul kunne forblive forlovede for evigt, men det kunne verden ikke helt forstå. Så der blev bragt orden i sagerne, og de to blev sammen resten af hendes liv.
Og man var aldrig i tvivl om, at det var ægte kærlighed.
Lone Dybkjær mistede i 2013 sin datter Lotte, som døde af sklerose.
Når hun efterfølgende sagde til sin anden datter Mette, at »vi er en lille familie, Poul og jeg«, så glædede det Lone, at hendes datter svarede, at hun var en stor familie, for hun fik tre ekstra søskende gennem sin far.
Da jeg i 2018 rakte ud til Lone Dybkjær for at få hende til at medvirke i en bog om mine politiske heltinder (den kom til at hedde: 'Da kvinder tog magten', Gads Forlag), nemlig dem, der er født i 1940'erne, og som banede vejen for så mange andre, svarede hun straks ja, uden tøven.
Selv om hun var syg.
Og jeg mødte et ualmindeligt veloplagt menneske, som strålende fortalte, havde taget noter, og vi kom ofte til at tage en sidevej, hvor vi simpelthen bare kom til at tale om politik i dag.
Hun var sjov, dybt engageret og stadig smuk som en sommerdag i maj 1940.
Og hendes sidste ord i min bog handlede om alt det, der endnu ikke var opnået på ligestillingsområdet, blandt andet flere kvinder i bestyrelser, men mest af alt: Øremærket barsel til mænd – for børnenes skyld! Efter en kort tænkepause sluttede Lone Dybkjær med ordene:
»Der er ikke andet at sige end, at det må I tage jer af!«
Æret være hendes minde.
