Han blev kendt med verdenshittet 'American Pie', og nu trækker han overskrifter med sin 48 år yngre kæreste.

For i over fem år har den 75-årige amerikanske Don McLean datet den 27-årige model Paris Dylan.

»Kærlighed er det vigtigste, man kan have. Man bliver nødt til at have nogen, man kan elske,« fortæller sangeren til magasinet People og fortsætter:

»Had er en kæmpe byrde og fuldstændig spild af tid. Jeg elsker mine børn og min kæreste, og hende er jeg helt vild med.«

Det er derfor et forhold, han på ingen måde har tænkt sig at gøre op med, for han agter at ride på kærlighedsbølgen, så længe det varer.

Til magasinet fortæller han også, at hun er den mest vidunderlige person i verden, og han tænker på hende, når han synger sine sange.

Kæresten Paris Dylan er dog ikke helt ukendt. For ud over at have over en halv million følgere på Instagram har hun tidligere været model for Playboy.

Derudover så har hun været med i realityprogrammet 'Catfish', som bliver sendt på det amerikanske MTV.

Parret har ikke lagt skjul på deres fælles rejselyst, men det har der været sat en stopper for på grund af coronapandemien.

Men trods corona håber Don McLean, at han kan rejse på en verdensturné senere i 2021.

Årsagen til turnéplanerne er blandt andet, at han savner at komme ud, men også fordi Don McLean mener, at vi har brug for musik mere end nogensinde til at holde humøret oppe.

Paris Dylan er ikke Don Mcleans første partner. Han har tidligere været gift med sin første kone Carol i ti år. Han blev efterfølgende gift med Patrisha Shnier i 1987. Parret blev dog skilt i 2016, efter at Don McLean blev anklaget for vold mod sin hustru.