En ny æra i AGF er startet med en ny mand på chefgangen.

I denne uge er klubbens nye sportschef tiltrådt, men hvad bliver Hans Jørgen Haysens fem første, største og vigtigste opgaver i den ambitiøse Superligaklub?

B.T.s podcast 'Transfervinduet' ville gerne have stillet det spørgsmål til Hans Jørgen Haysen, men han ligger på langs med coronasymptomer.

I stedet fik podcasten fat i AGF-ambassadør og TV 2-reporterstjerne Rasmus Tantholdt. Her er den glødende AGF-fans fem gode råd til den nye AGF-sportschef.

Rasmus Tantholdt til en showkamp for AGF.
Rasmus Tantholdt til en showkamp for AGF. Foto: Axel Schütt
Vis mere

1. Køb fightere med AGF-dna

»AGF er en klub, hvor spillerne skal have et særligt fighter-dna. Fansene elsker, når der bliver tacklet igennem. Der skal være plads til flot fodbold. Men det er vigtigt, at Haysen finder modige vindertyper, som vil kæmpe for holdet med blod, sved og tårer og ikke falder igennem, når der er lidt modgang.«

2. Drop lejespillere og hurtige løsninger

»AGF skal stoppe med de hurtige plaster på såret-løsninger, hvor de lejer en tilfældig spiller for at halvt år, som ikke slår til. Det har vi set alt for tit. Jeg ser hellere, at klubben bygger op til noget større og køber spillere, som de på den lange bane vil satse på. Et godt eksempel er Mustapha Bundu.«

Hans Jørgen Haysen.
Hans Jørgen Haysen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

3. Find en Casper Højer-erstatning – hurtigt

»Den nye sportschef skal også kigge på truppen og se, hvor der kan opstå huller. Casper Højer er allerede en legende i klubben, men han er også fortid snart, da han efter al sandsynlighed bliver solgt. Der skal vi have noget superkvalitet ind for at få mere konkurrence på venstreback.«

4. Ud med Grabara – ind med Grytebust

»Der er potentiale i Kamil Grabara, men har bliver ret dyr, hvis de vil købe ham fri af Liverpool. Og på bænken er jeg ikke så tryg ved Eskelinen. Jeg kunne godt tænke mig mere konkurrence på målmandsposten. Jeg ville gå efter Sten Michael Grytebust, som sidder på bænken i FCK. Det er han for god til.«

5. Giver gaver til fansene

»Mit sidste råd til Hans Jørgen Haysen er, at klubben skal respektere AGFs mange og ekstremt loyale fans. Lyt til dem, og gør noget for at gøre fansene glade. Det er ikke fansene, der skal sætte holdet, og klubben skal også tjene penge, men fansene skal have noget at glæde sig over. Så bliver han også omfavnet af aarhusianerne.«

Andre læser også