Parken Sport & Entertainment skal have ny topchef, når bestyrelsesformand Bo Rygaard stopper i april.

Det bliver til den tid et farvel efter seks år med Rygaard som manden, der stod øverst på den kransekage, som blandt andet indeholder FC København og Lalandia. Det farvel kunne dog være kommet for flere år siden, fortæller den afgående formand.

»Jeg har spurgt min familie til råds, men det har vi talt om i nogle år. Work-life-balance er noget svært noget. Jeg er også bare et menneske, og jeg har også en familie og nogle venner og et sommerhus i Sverige og så videre. Jeg skal også hele tiden sørge for, at jeg har overskud til at løse opgaverne,« siger Bo Rygaard og er glad for timingen i sit stop:

»Vi har været igennem et enormt hårdt 2020. Vi stod alle sammen for et år siden og anede ikke, hvad den her pandemi var for noget. Det har jeg altså været med til at køre igennem. Så jeg er rigtig, rigtig glad for, at det ikke var sidste år, at jeg valgte at fratræde.«

Foto: Anne Bæk
Vis mere

Du stopper med røde tal i Parken og et FCK, der ikke er, hvor det burde være. Hvad tænker du om det?

»Jeg ser rigtig positivt på det i forhold til pandemien. Vaccinen er kommet, så vi lægger mere og mere de ting bag os. Det vigtigste for mig er, at vi er klar. Jeg synes også, at vi har vist, at den omstrukturering var nødvendig i fodboldklubben. Det er et helt andet pointgennemsnit, vi har. Der er stadig udviklingspotentiale, som Jess Thorup også påpegede forleden dag.«

Parken har stort underskud, og FCK er uden for guldkurs. Du ville vel hellere have afleveret det på en anden måde?

»Ja, men nu er tingene, som de er. Jeg kan jo ikke gøre for pandemien. Hvis jeg ikke sammen med teamet havde gået ind og ændret på fodboldklubben, så ville jeg føle, at jeg ikke havde gjort det, vi skulle. Så de skal nok komme tilbage. Jeg synes ærlig talt også, at selvom der er udviklingspotentiale, har vi vist, at den nye ledelse har kunnet skabe nogle markant bedre resultater end det, vi så, da vi gik ind og lavede ændringen.«

Hvad er det for et FC København, man kommer til at se i de kommende år?

»Vi har den samme ambition, som vi har haft hele tiden. Selvom vi blev coronaramte, har vi stadig været inde og investere. Så der er ikke nogen strategiske ændringer, hvad angår det. Og så er vi tilbage til timingen i, at jeg holder op nu. Der er ikke lagt op til, at nogen af de spor, vi har lagt, skal ændre dig,« siger Rygaard og fortsætter:

»Jeg ser en rigtig fin fremtid for FC København, og jeg vil også sige, at når du kigger ned i det team, vi har sat sammen, er det fra højeste hylde. Det er en stærk besætning, vi har derude, og den vidner også om, at vi investerer både på og uden for banen. De sidste spillere, vi fik ind i transfervinduet, viser også, at vi er på en høj hylde. Det skal vi også være.«

Bo Rygaard går af som bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment ved en generalforsamling 19. april, men fortsætter som rådgiver i virksomheden.