Filminstruktør Hella Joof er bare ellevild med Bodil Jørgensen. Så vild med hende, at hun nu igen vil have den 60-årige skuespiller med i en ny film – hvis hun altså har lyst.

I 2014 havde Bodil Jørgensen hovedrollen i Hella Joofs komedie 'All Inclusive', og nu har instruktøren en ny film på vej.

»Bodil er engleskuespiller. Hun faldt ned fra himlen en smuk martsdag for 60 år siden. Hun fortryller alle i sin nærhed med sin sødme, sårbarhed og spiritualitet. Under smilet en lille tåre. Under tåren et lille smil. Hele regnbuen har hun på sin palet,« siger Hella Joof til Se og Hør.

I 'All Inclusive' spillede Bodil Jørgensen rollen som moren Lise, som var på ferie med sine døtre på Malta, efter hun var blevet forladt af sin mand.

Bodil Jørgensen og Diogo Infante i 'All Inclusive'.
Bodil Jørgensen og Diogo Infante i 'All Inclusive'.

Den rolle fik hun en Robert-pris for.

Det var skønt at have Bodil Jørgensen med på holdet, fortæller Hella Joof. Alle elskede hende, og det gjorde hun også selv. Hun forklarer, at Bodil Jørgensen er gjort af noget særligt. Et slidstærkt materiale, forklarer hun.

Derfor ved hun også præcis, hvilken rolle skuespilleren skal have i hendes næste film.

Hvilken film Hella Joof har på vej, hvor Bodil Jørgensen vil passe perfekt ind, vil hun ikke afsløre.

Bodil Jørgensen er guddommelig, hvis du spørger Hella Joof.
Bodil Jørgensen er guddommelig, hvis du spørger Hella Joof. Christian Liliendahl

Men helt sikkert er det, at Bodil Jørgensen har en meget særlig plads i den 58-årige instruktørs hjerte.

Hella Joof har tidligere instrueret film som blandt andet 'En kort en lang' fra 2001 og 'Happy Ending' fra 2018.

Bodil Jørgensen har senest været at finde i hele to julekalendere i 2020 og også i filmen 'Hvor kragerne vender'.

Hun spillede både bedstemor i serien 'Julefeber' og mor i voksenjulekalenderen 'Jul med Trines mor'. Begge blev sendt på DR.