Kongehuset bekræfter, at prinsen er blevet optaget på Hærens Løjtnantsuddannelse.

Den yngste af prins Joachim og grevinde Alexandras sønner begynder i militærtjeneste efter sommerferien.

Det bekræfter kongehuset over for Ritzau.

Prins Felix er blevet optaget på Hærens Løjtnantsuddannelse, som begynder i august 2021.

Uddannelsen gennemføres i Slagelse og varer et år. Det er Hærens Officersskole, der er ansvarlig for uddannelsen.

Prins Felix, som fyldte 18 år den 22. juli 2020, bliver student fra Gammel Hellerup Gymnasium til sommer.

Der er tradition i kongehuset for at gøre tjeneste i militæret.

Prins Felix' far, prins Joachim, er forsvarsattaché på den danske ambassade i Paris.

Han har også en længere uddannelse i det danske forsvar bag sig.

Prins Felix' onkel, kronprins Frederik, har også en lang baggrund i militæret.

Kronprins Frederik er blandt andet uddannet i specialstyrken Frømandskorpset.

Prins Felix' storebror, prins Nikolai, begyndte i 2018 på sergentuddannelsen på Varde Kaserne.

Han valgte dog at stoppe, fordi han ikke var landet på rette hylde der.

Efterfølgende begyndte prins Nikolai at læse Business Administration and Service Management på Copenhagen Business School.

/ritzau/