Hun syede sin første kjole som niårig og har altid været vild med farver. Og netop farver er hun blevet kendt for.

Stine Goya har taget et opgør med den mere dæmpede skandinaviske stil. Og det har været så stor en succes, at både kronprinsesse Mary, Michelle Obama og Kardashian-søstrene er blevet set i hendes tøj.

I anledning af den netop overståede modeuge har B.T. set nærmere på nogle af Danmarks succesfulde designere. Og med et klientel, der tæller nogle af verdens mest kendte kvinder, er 42-årige Stine Goya selvskreven til listen.

»Det er altid specielt, når nogen så inspirerende som kronprinsesse Mary og Margrethe Vestager har noget af vores tøj på. Det er noget, som man stræber efter, når man starter sit eget mærke, og når det så sker, er det som en drøm, der går i opfyldelse,« siger den 42-årige designer i et skriftligt interview med B.T.

Stine Goya stil er ikke den lidt kedelige, afdæmpede nordiske stil.
Stine Goya stil er ikke den lidt kedelige, afdæmpede nordiske stil. Celina Dahl

Det var tilbage i 2006, at hun lancerede sit eget mærke. Siden hun var barn, havde hun i hjemme i Taarbæk nord for København haft stor interesse for mode. Hun syede sit eget neonfarvede tøj, mens de andre piger gik i mere afdæmpede kjoler.

»Jeg har altid haft en tro på, at jeg har et eller andet andet. En anden stil og en idé om, at jeg kunne tilføre noget,« har Stine Goya fortalt i et interview med Børsen.

Efter skoletiden nåede hun at være model for Chanel i Paris, hvor hun mødte den legendariske Karl Lagerfeld, der dengang var kreativ direktør for Chanel. Og hun nåede også at uddanne sig til designer i London, inden hun kom hjem og valgte at starte for sig selv.

Efter nogle år blev hendes mand, Thomas Hertz, indsat som direktør for firmaet. Stine Goya kunne ikke længere rumme både at være designer og holde styr på design, regninger og vækstplaner, har hun fortalt til alt.dk. Og med Thomas Hertz ved roret tog det fart.

Stine Goya ved Copenhagen Fashion Week 2019.
Stine Goya ved Copenhagen Fashion Week 2019. Celina Dahl

I dag ses hendes succes tydeligt. Også på bundlinjen, hvor virksomheden trods en nedgang grundet corona fik et overskud hjem på 3,6 millioner kroner før skat i 2019/2020. Og egenkapitalen er da også det seneste år vokset med over 400.000 kroner til 12,8 millioner kroner.

Stine Goya fortæller til B.T., at hun har kunnet mærke effekten af corona på mange måder i sin virksomhed.

»Først kom de aflyste ordrer, så kom de forsinkede forsendelser, fabrikkerne lukkede, og forretninger gik nedad – hvilket førte til et øjeblik, hvor vi fuldstændig reviderede vores forretningspraksis,« fortæller hun.

Men det førte også noget godt med sig – en ny ånd i virksomheden, der gav en masse gode ideer, fortæller hun.

Morten Steinmetz, der er partner i Deloitte og ekspert i mode, peger på flere årsager til, at Stine Goya for tiden klarer sig så godt.

»Hun rammer et højere segment. Hun rammer virkelig noget, hvor du får design for pengene, og du får noget fedt tøj i en høj kvalitet. Hun prioriterer måske ikke på samme måde, at det skal være 'fast fashion', men at det er et mere premium segment, hvor det skal være noget lidt mere dyrt tøj,« siger han og tilføjer, at det har en kolossal betydning for en designer, hvis en så kendt person som kronprinsesse Mary bliver set i ens tøj:

»Det betyder meget, hvis man forstår at 'pushe’ det ud',« forklarer han.

Stine Goya fortæller selv, at det har enorm betydning. Da Kardashian-søsteren Kendall Jenner og Justin Biebers kone, Hailey Bieber, for nylig blev set i Stine Goyas Adonis-sweater, blev den udsolgt kort efter.

Men selv om hun efterhånden har prøvet det mange gange, bliver hun alligevel overvældet, når hun ser sit eget design på de kendte eller ved en stor begivenhed.

»Et af højdepunkterne i år var, da skuespillerinden Helene Reingaard Neumann var iført en håndlavet kjole på den røde løber ved Oscar-uddelingen ved siden af sin mand, filminstruktøren Thomas Vinterberg,« siger hun og tilføjer, at hun heller aldrig vil glemme, da Michelle Obama under et besøg i København for et par år siden var iført et jakkesæt, som Goya havde designet.

»Når sådan nogle ting sker, føles det, som om min drøm bliver til virkelighed, og det er både spændende og meget følelsesladet på samme tid,« siger hun.

Og ambitionerne er endnu større. Hun drømmer om at klæde flere store stjerner som skuespillerinden Zoë Kravitz og kunstneren Tracey Emin på. Men hun håber også på at få knækket en af modebranchens store udfordringer og formå at lave mere bæredygtigt tøj, fortæller hun.