Han har sagt det på landsdækkende tv, og hoffet har på hans vegne udtalt det i en erklæring:

»Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at være med til at opklare denne sag.«

Da prins Andrew i efteråret 2019 sad og svedte i det efterhånden legendariske BBC-interview med Emily Maitlis, nægtede han pure ethvert kendskab til Virginia Giuffre.

Til gengæld understregede han, at han naturligvis stillede sig til rådighed for politiet og efterforskerne og ville samarbejde med myndighederne for at komme til bunds i sagen.

Prins Andrew nægter at samarbejde med de amerikanske myndigheder, fremgår det af et sagsanlæg fra Virginia Giuffre. (Arkivfoto)
Prins Andrew nægter at samarbejde med de amerikanske myndigheder, fremgår det af et sagsanlæg fra Virginia Giuffre. (Arkivfoto) Foto: JEAN-CHRISTOPHE BOTT
Vis mere

Siden er der ikke sket meget i den for prinsen så prekære sag, hvor den amerikanske kvinde anklager ham for at have udnyttet hende seksuelt, da hun var mindreårig.

Trods løfterne er det nemlig på intet tidspunkt lykkedes de amerikanske myndigheder at få kontakt til prins Andrew.

Kort fortalt handler sagen om prinsens venskab til den nu afdøde amerikanske rigmand Jeffrey Epstein.

Forretningsmanden tog sit eget liv i en fængselscelle i sommeren 2019, mens han ventede på at komme for retten, anklaget for at stå bag en omfattende pædofiliring og for i årevis at have udnyttet helt unge kvinder og piger.

Den nu afdøde milliardær Jeffrey Epstein, der blev dømt for seksuelle overgreb mod mindreårige og tog sit eget liv i fængslet i New York.
Den nu afdøde milliardær Jeffrey Epstein, der blev dømt for seksuelle overgreb mod mindreårige og tog sit eget liv i fængslet i New York. Foto: Handout .
Vis mere

Hvor meget vidste prinsen om Epsteins eskapader? Og deltog han – som Virginia Giuffre påstår – selv i begivenhederne?

Nu er Virginia Giuffre blevet træt af at vente på en reaktion fra prinsen.

Mandag indgav hun et privat søgsmål mod prins Andrew.

Påstanden lyder, at prins Andrew havde sex med hende i London, i New York og på Epsteins private ø i Caribien, mens hun efter amerikansk lov var mindreårig.

Virginia Giuffre og hendes advokat David Boies. (Arkivfoto)
Virginia Giuffre og hendes advokat David Boies. (Arkivfoto) Foto: SHANNON STAPLETON
Vis mere

Prinsen har hele tiden nægtet alle anklager og afvist, at han nogensinde har mødt Virginia Giuffre – på trods af, at han er fotograferet med sin arm omkring hende.

Men det fremgår også af sagsanlægget, at prinsen har nægtet at samarbejde med FBI i sagen. Det skriver flere britiske og amerikanske medier. Blandt dem The Independent.

Dokumenterne fortæller også, at prinsen og hans repræsentanter tværtimod har »reageret ved at eskalere deres modbydelige og grundløse angreb på fru Giuffre«.

Da historien om prins Andrew og hans påståede forhold til den mindreårige pige breakede i 2019, optrådte de begge i opsigtsvækkende interview på tv.

Dette billede, der påstås at vise prins Andrew med Victoris Roberts Giuffre i London for 20 år siden, kan blive inkriminerende for prinsen i en fremtidig retssag. Prins Andrew påstår, at billedet er fabrikeret.
Dette billede, der påstås at vise prins Andrew med Victoris Roberts Giuffre i London for 20 år siden, kan blive inkriminerende for prinsen i en fremtidig retssag. Prins Andrew påstår, at billedet er fabrikeret.
Vis mere

Giuffre fortalte detaljeret om, hvordan Epstein og hans veninde Ghislaine Maxwell lejede hende ud til deres rige venner, og at prins Andrew var en af de mænd, som hun blev tvunget til at have sex med.

Prinsen bevægede sig derimod ud i kringlede forklaringer om, hvorfor han havde overnattet hos Epstein, hvorfor det absolut ikke kunne være ham, Giuffre huskede, og hvordan hans arm var endt omkring livet på hende på billedet.

Interviewet blev en katastrofe for Andrew. Kort efter fratog hans mor, dronning Elizabeth, ham alle titler og protektioner.

I denne uge skriver britiske medier så, at hverken storebror prins Charles eller hans søn prins William er begejstrede for den måde, Andrew og hans team har håndteret sagen.

Prins Charles og prins Andrew fotograferet sammen for nogle år siden. (Arkivfoto)
Prins Charles og prins Andrew fotograferet sammen for nogle år siden. (Arkivfoto) Foto: DAVID BEBBER
Vis mere

En anonym kilde udtaler til avisen The Times, at selv om prinsen af Wales elsker sin lillebror, så er han ikke blind for, at sagen skader monarkiet.

»Han (prins Charles, red.) har for længst konkluderet, at det sandsynligvis er et uløseligt problem,« hedder det.

Charles skulle ifølge avisen derfor have konkluderet, at Andrew aldrig vil vende tilbage til sine officielle pligter. Uanset hvordan sagen måtte ende.

Og det er ikke bare fra sine egne, prins Andrew møder modstand efter den seneste udvikling.

Efter sagsanlægget udtaler den højtstående kommissær i The Metropolitan Police Cressida Dick, at »ingen er hævet over loven«.

»Som et resultat at det, der sker lige nu, har jeg bedt mit team om at se på materialet igen,« udtaler hun til Sky News.