Søgsmålet mod prins Andrew er endnu et kapitel i en pinlig sag for kongehuset. »Det er ikke umuligt, at dette ender i retten i New York,« siger juridisk ekspert.
Prins Andrew sagsøges for ulovlig seksuel omgang med en mindreårig. En sprængfarlig udvikling for både Andrew og resten af familien.
Det siger noget om, hvor alvorlige for kongehuset anklagerne mod prins Andrew er, at kun seks procent af briterne tror på hans udlægning af historien.
En rundspørge foretaget umiddelbart efter det nu notoriske BBC-interview med prinsen i 2019 viste, at næsten ingen tror på ham.

I BBC-interviewet famlede Andrew rundt mellem forskellige besynderlige forklaringer på sit forhold til den nu afdøde, pædofilidømte milliardær Jeffrey Epstein og dennes veninde og samarbejdspartner Ghislaine Maxwell, der afventer retssag og sidder fængslet i USA.
Prins Andrew benægter at have haft et forhold til sagsøgeren Virginia Roberts Giuffre. Faktisk benægter Andrew nogensinde at have mødt hende, selvom der foreligger et billede af dem sammen i London for 20 år siden. Dette billede, påstår prins Andrew, er fabrikeret.
Virginia Roberts Giuffres civile søgsmål mod Andrew kom få dage før sidste frist. Sagsøger påstår, at Andrew havde sex med hende i London, i New York og på Epsteins private ø i Caribien, mens hun efter amerikansk lov var mindreårig.
»For 20 år siden muliggjorde prins Andrews rigdom, magt, status og forbindelser, at han kunne misbruge et sårbart barn, som ikke havde nogen, der kunne beskytte hende. Det er på tide, at han bliver holdt ansvarlig,« lyder en del af søgsmålet.

På trods af talrige henvendelser er der endnu ingen reaktion fra det britiske kongehus. En nær bekendt af prins Andrew havde mandag ingen kommentarer, da Daily Telegraph bad om en.
Ikke desto mindre åbner søgsmålet en ny flanke, der på sigt kan gøre det svært for kongehuset at beskytte Andrew.
»For at et sådant søgsmål kan komme videre i systemet i USA, skal stævningen afleveres personligt til sagsøgte. I nogle tilfælde gør det, at sagsøgte kan gemme sig i udlandet. Men når det drejer sig om offentlig kendte personer, så forholder det sig ofte anderledes. Jeg tror, at prins Andrew før eller siden kan se frem til en hilsen fra New Yorks retssystem,« siger Erok Fardavi, partner i advokatfirmaet Bloom, der har håndteret ni søgsmål mod den nu afdøde Jeffrey Epstein.

Erok Fardavi vurderer, at prins Andrew har en skidt sag.
»Ofte vil sager som disse blive afgjort på vidnernes troværdighed. Vi kan se på sagerne mod Jeffrey Epstein, at retssystemet ikke købte hans forklaring. I dette tilfælde vil et retsopgør formodentlig blive afgjort på de få beviser, der måtte være, for eksempel det omtalte billede af dem sammen, og så troværdigheden af deres vidneudsagn. Jeg synes ikke, det ser godt ud for prinsen, hvis det når så langt,« siger Erok Fardavi til BBC.
Spørgsmålet er dog, om denne sag nogensinde kommer for retten. Virginia Roberts Giuffre anlagde civile søgsmål mod både Jeffrey Epstein og Ghislaine Maxwell. I begge tilfælde blev der indgået forlig.
»Det er teknisk muligt, at dette ender i retten, fordi noget af den påståede forbrydelse er foregået i New York, men ofte afgøres disse sager uden om retten,« siger Erok Fardavi til BBC.
Søgsmålet retter igen rampelyset på den skandaleombruste prins. Kongehuset har gjort, hvad de kan, for at holde lav profil om prins Andrew de seneste år. Kredsen omkring prinsen påstår, at man har gjort alt, hvad man kan, for at samarbejde med de amerikanske myndigheder, mens disse siger, at det har været umuligt at få et samarbejde i stand.

Et bizart spil, hvor inderkredsen omkring Andrew gør alt, hvad de kan, for at stævningen fra New York ikke når frem til ham, følger formodentlig. Men tampen brænder igen i forhold til den muligvis største kongelige skandale i mands minde.
Det britiske kongehus skal på samme tid forsøge at skærme dronningens søn, samtidig med at man forsøger at vaske hænder i forhold til et eventuelt videre retsforløb. Det bliver ikke en nem opgave, særligt fordi opmærksomheden omkring sagen er meget stor.
Det er også problematisk for The House of Windsor, at så få briter tror på Andrews udlægning af sagen. I forvejen står kongehuset midt i en krise, hvor prins Harry og Meghan Markle beskylder kongehuset for indgroet racisme og for ikke at være fulgt med tiden. Det sidste, kongehuset har brug for, er at blive set som holdende hånden over en seksualforbryder.
Ghislaine Maxwell skal for retten i New York dette efterår. Forløbet af denne retssag kan komme til at influere på det videre forløb i sagsanlægget mod prins Andrew.