Milliardærparret Janni og Kasten Ree fik sig en voldsom forskrækkelse, da de mandag var udsat for indbrud, mens de befandt sig i deres villa i Vedbæk.
»De har stået og åndet mig ind i nakken. Det er lidt skræmmende,« fortæller Janni Ree om den ubehagelige hændelse i B.T.-podcasten ‘Det, vi taler om’.
Janni og Karsten havde været hjemme og set serien ‘The Crown’ på Netflix, da Janni ved 23-tiden gik ud i haven for at lufte sin lille hundehvalp. I haven hørte hun noget, som hun troede var en ræv.
»Jeg hører ligesom et bump, og så tænker jeg, det var mærkeligt, og så tager jeg hunden op og løber ind til Karsten og siger, at jeg går i seng, og at jeg tager begge hundene med i seng,« fortalte Janni Ree, der fik sig et chok, da hun nåede op på husets førstesal.

Der opdagede hun, at en terrassedør fra badeværelset stod åben.
»Vi har ligesom sådan en terrassedør ud til badeværelset ud i det fri. Men der er altså fire meter ned. Det er sådan en, vi aldrig åbner, for så styrter du ned, når den står åben,« forklarer Janni Ree, der derefter fik fat i Karsten Ree, der sad nedenunder og fortalte, at han ikke havde åbnet døren.
Ægteparret havde altså haft indbrud, mens de var hjemme.
Hør 'Det, vi taler om' herunder:
»Tyven er sprunget ud. Sikkert i det, jeg er gået op ad trapperne, og han har hørt mig. Så han er sprunget fire meter ned. Faktisk lige bag om ryggen af Karsten, som sidder med ryggen op mod den dør, men Karsten kan jo ikke høre så godt, så han har ikke hørt noget,« siger Janni Ree, der også mener, at der må have været mindst to personer, da de er klatret så højt op, at en person skulle have haft hjælp til at komme op.
Og derfor mener hun, at der må have stået en tyv i haven, mens hun luftede hundehvalpen.
»Så den ene må have stået tre meter bag mig i mørket,« siger Janni Ree, der også kunne konstatere, at tyvene havde været inde i soveværelset.
Indbruddet bliver ikke mindre skræmmende af, at netop den vej, som parret bor på, har en ubehagelig statistik over hjemmerøverier og indbrud.

I 2007 blev ægteparret, der ejer tøjmærket Sand, udsat for et voldsomt hjemmerøveri, da de boede i netop det hus, som Janni og Karsten Ree bor i. De blev blandt andet bagbundet med plastikstrips og truet på livet. Parret valgte efterfølgende at flytte til Schweiz, hvorefter Karsten Ree tre år senere købte huset, der var blevet ‘efterladt’ med alt inventar, fortæller Janni Ree.
I 2015 var den gal igen, da Karsten og Janni Rees nabo, Coloplast-milliardæren Niels Peter Louis-Hansen og hans kone, blev udsat for et brutalt hjemmerøveri, hvor de blev bagbundet og truet med en pistol. Og det hjemmerøveri kunne meget vel været gået ud over Karsten og Janni Ree.
»Der havde de jo taget fat i vores dør først,« afslører Janni Ree i Podcasten og forklarer, at parret ikke var hjemme, og at røverne derfor sandsynligvis havde opgivet deres foretagende, da de skulle bruge nogle personer, der kunne overføre nogle penge, og derfor var gået videre til naboen.
Ud over det seneste indbrud, har Janni og Karsten Ree også haft indbrud i 2016, hvilket førte til, at de opgraderede sikkerheden i deres hjem. Blandt andet har parret lavet deres soveværelse om til et såkaldt ’safe-room’ med armerede døre.
»Hvis der kommer nogen ind i soveværelset, så bliver de sgu skudt. Længere er den ikke. Det ville jeg opfatte som en trussel på mit liv,« har Karsten Ree tidligere fortalt til B.T.