Man skal smede, mens jernet er varmt, når man handler med aktier. For ellers kan man hurtigt gå glip af en stor gevinst. Det kan milliardæren Karsten Ree skrive under på.

Han er netop gået glip af en milliard kroner som følge af de seneste måneders ballade om den tilsyneladende forsvundne Alibaba-rigmand. Derudover solgte han 75 procent af sine Amazon- og Tencent-aktier på et dårligt tidspunkt.

»Jeg har ikke mistet, men jeg har tjent betydelig mindre, end jeg ville have gjort tidligere sidste år. Der er jeg nok gået en lille milliard kroner ned på Alibaba-aktier,« siger Karsten Ree, der samlet kunne have tjent 2,2 milliarder kroner i 2020, men som i stedet endte med et lidt mere beskedent resultat på 450 millioner kroner.

Det var tilbage i 2014, at Karsten Ree investerede hele 950 millioner kroner i kinesiske Alibaba. Og indtil videre har det været en guldrandet investering. Rees aktier er nemlig 2,2 milliarder værd i dag.

Men han kunne altså have fået en milliard mere, hvis han havde solgt i oktober, da Alibaba-aktien var på sit højeste, fortæller rigmanden, der tjekker kursen på Alibaba hver dag.

»Dem følger jeg hver dag. Det er klart,« siger han om sin største investering.

Årsagen til det voldsomme fald i Alibaba-aktien hænger sammen med balladen om den forsvundne Alibaba-stifter ,Jack Ma. Onlinesalgs-giganten, der er det kinesiske svar på en blanding af Den Blå Avis og Amazon, toppede omkring oktober, men så skulle Alibabas søsterselskab, finansieringsfirmaet ANT, børsnoteres.

Det blev ikke vel modtaget i Kina, der har flere statsbanker. Jack Ma kom i unåde hos regeringen, og da han efterfølgende kritiserede selvsamme statsbanker, blev børsnoteringen blokeret, og derefter faldt Alibabas aktier drastisk. Efterfølgende er rigmanden som sunket i jorden.

Karsten Ree er gift med Janni Ree og de bor sammen i Vedbæk.   
Karsten Ree er gift med Janni Ree og de bor sammen i Vedbæk.    Foto: Simon Læssøe
Vis mere

Karsten Ree har fulgt situationen med Jack Ma nøje. Ligesom mange andre mener han ikke, at Jack Ma er forsvundet »rigtigt«. Ifølge Ree holder stifteren lav profil grundet de kinesiske myndigheder.

»De har givet ham tape for munden, tror jeg,« lyder det fra Karsten Ree, der ikke er helt ubekymret for sin investering:

»Selvfølgelig er jeg bekymret, men det er ikke noget, der giver mig dårlig nattesøvn.«

Han har da heller ikke tænkt sig at sælge sine aktier i Alibaba foreløbig:

»Den gode investor er en tålmodig investor, så jeg bliver på skuden, og så ser jeg, hvordan det går.«

Og Karsten Ree skulle nok have fulgt sit eget råd om at blive på skuden, da han i foråret solgte en del af sine amerikanske aktier i både Google og Amazon samt i den kinesiske techgigant Tentech.

»Jeg begik en fejl. Efter nogle meget dårlige dage valgte jeg i begyndelsen af april at sælge en fjerdedel af de aktier, jeg havde. Der solgte jeg for 1,5 milliard kroner aktier,« siger han og forklarer videre:

»Men det skulle jeg aldrig have gjort, for de kom jo op igen. Jeg solgte Amazon nede i 2000 dollar, og en måned efter var de oppe i 3400 dollar. Det var jeg dælme sur over,« lyder det fra Ree, der gik glip af en 70 procents fortjeneste.

Karsten Ree er gået glip af knap to milliarder i 2020.
Karsten Ree er gået glip af knap to milliarder i 2020. Foto: Torkil Adsersen
Vis mere

Samlet set gik han glip af 1,8 milliarder kroner i 2020, hvis han medregner, hvad han kunne have fået for Alibaba-aktierne, hvis han havde solgt dem, da de var sit højeste.

Ree lader sig dog ikke slå ud af den missede indtjening. Han har nemlig fortsat tjent på aktierne, og han kan fortsat kalde sig milliardær.

Karsten Ree glæder sig desuden over, at han har aktier i både Ørsted og Vestas, og dem har han tjent pænt på i 2020.

Desuden er han fortsat en yderst formuende mand. På Berlingskes liste over Danmarks rigeste er Karsten Ree nummer 39 med en formue vurderet til 3,5 milliarder kroner.