Det er tilsyneladende ikke de allermest kostbare ting fra Valdemars Slot, som man får mulighed for at købe, når Caroline Fleming og hendes søn sælger ud af arvegodset på en auktion.

Men drømmer du om at købe noget med en særlig historisk værdi, så kan du måske godt begynde at finde opsparingen frem. For det er en enestående mulighed for at købe noget særligt.

Det fortæller Kasper Nielsen, der er vurderingsdirektør hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner, der skal stå for auktionen.

Valdemars Slot er nemlig så tilstrækkelig kendt blandt danskerne og har så meget historisk vingesus, at det er sjældent, at det kendte auktionshus får sådan nogle specielle ting ind.

Du kan blandt andet købe dette maleri på auktionen, der er malet af en ukendt maler. Det har hængt i kirkestuen på Valdemars Slot. Vurdering: 20-30.000 kroner.
Du kan blandt andet købe dette maleri på auktionen, der er malet af en ukendt maler. Det har hængt i kirkestuen på Valdemars Slot. Vurdering: 20-30.000 kroner.
Vis mere

»Når vi kigger på emnerne isoleret set, så er det, hvad vi er vant til at håndtere. Men når vi kigger på sammenhængen – at det kommer fra Valdemars Slot, det er usædvanligt. Og det er også en historiefortælling. Det er en proveniens, der gør, at det samlede salg lige pludselig bliver væsentlig mere interessant – både historiemæssigt, markedsføringsmæssigt og formentlig også resultatmæssigt,« siger Kasper Nielsen, der har store forventninger til salget, som han tror vil tiltrække mange kendte samlere og ende på en del over den vurdering, der er sat.

Det historiske inventar fra Valdemars Slot er kommet til salg, efter at de to tidligere ejere, Caroline Fleming og hendes søster, Louise Iuel Albinus, kom op at strides om et regnskab. Sagen endte med, at Valdemars Slot blev til salg, hvorefter det lykkedes Louise Iuel Albinus at købe det.

Det er dog Caroline Flemings ældste søn, Alexander Fleming, der ejer inventaret. Det resulterede i, at Caroline Fleming i selskab med flere flyttebiler i foråret fjernede det meste af inventaret fra slottet.

Nogle få ting, der er defineret som mur- og nagelfaste, samt 14 malerier har også fået lov at blive på slottet.

Valdemars Slot har tilhørt den adelige familien Iuel i 12 generationer.
Valdemars Slot har tilhørt den adelige familien Iuel i 12 generationer. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Den samlede vurdering af tingene ligger på omkring seks millioner kroner, men Alexander Fleming får formentlig en del flere penge fra salget.

Kasper Nielsen er overbevist om, at flere ting vil blive solgt til en del over vurderingen.

Især har han store forventninger til et særligt skrin lavet af Eckersberg, hvor der i låget er et lille 'stærkt erotisk maleri'.

»Det er et stykke kunst, der er helt uden sidestykke. Private samlere, kunsthandlere eller museer, der ønsker at indlemme det i deres samling, har kun en chance – og det er det nu. Det er 'once in a lifetime', at noget sådan dukker op,« siger han og tilføjer, at handel med kunst og samleobjekter er passionspræget, og at priserne derfor også kan blive derefter.

Caroline Flemings søn ejer indboet, der nu er til salg.
Caroline Flemings søn ejer indboet, der nu er til salg. Foto: Jorge Herrera
Vis mere

Der er flere, der har udtrykt ærgrelse over, at det meste af det historiske indbo er blevet fjernet fra Valdemars Slot.

Ifølge Kasper Nielsen har der forud for Bruun Rasmussens indblanden været en større proces, hvor det er blevet udvalgt, hvilke ting der kan sælges, mens de mest værdifulde ting er blevet på slottet.

»Det forholder sig faktisk således, at rigtig mange af tingene er blevet på Valdemars Slot, fordi man fra centralt og statsligt hold har ment, at det er umistelig kulturarv, der ikke måtte forlade slottet. Mens andre ting nu er deponeret og afventer afklaring omkring, om de skal tilbage eller på forskellige museer – en proces, som vi ikke har noget at gøre med,« siger Kasper Nielsen.

Dette portræt af Christian V til hest ved Helsingborgs belejring 1676 under Den Skånske Krig 1675-79 kan også erhverves.
Dette portræt af Christian V til hest ved Helsingborgs belejring 1676 under Den Skånske Krig 1675-79 kan også erhverves. Foto: Bruun Rasmussen
Vis mere

B.T. har været i kontakt med Kulturværdiudvalget, der oplyser, at det vil følge auktionen og se på, om nogle af de ting, der er sat til salg, har så stor en kulturværdi, at de ikke må blive ført ud af landet.

Auktionen over de først udbudte ting kommer til at foregå hos Bruun Rasmussen 21. september. Derudover vil der komme en onlineauktion med 250 mindre ting 26 september, og senere på året vil der yderligere være en auktion med bøger fra biblioteket på Valdemars Slot.