Lyt til artiklen

Efter flere måneders usikkerhed og ét års stridigheder i familien, er fremtiden nu afgjort for tv-baronessen Caroline Flemings familieslot på Tåsinge.

Valdemars Slot, der siden efteråret har stået til salg til 165 millioner kroner, er nemlig blevet solgt.

Men det bliver dog i den adelige familien Iuel, der har ejet slottet i 355 år. Den nye ejer er nemlig Caroline Flemings lillesøster, Louise Iuel Albinus, skriver Fyns Amts Avis.

Og dermed må de mange danske rigmænd, der de seneste måneder har vist interesse for slottet, se sig sat ud af spillet.

Valdemars Slot stod til salg til 165 millioner kroner.
Valdemars Slot stod til salg til 165 millioner kroner. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg bevarede håbet og nægtede at give op. Og jeg er lykkelig for, at det nu er lykkedes – og at jeg ovenikøbet overtager det på min fars fødselsdato, så han også på en måde er med,« siger Louis Albinus til Fyns Amts Avis. Hun overtager det kæmpestore røde slot den 15. maj.

De to adelige søstres far, lensbaron Niels Krabbe Iuel-Brockdorff døde i 2017, og derefter fulgte der flere år med en uvis om slottet, før det i 2021 endte med, at de to søstre i fællesskab blev de nye ejere.

Men allerede i april gik det galt. Louise Iuel Albinus havde de seneste år sammen med sin mand boet på slottet og drevet det, men Caroline Fleming var uenig i et regnskab for slottet og nægtede at underskrive det, hvilket sendte selskabet bag slottet til likvidering.

Og da søstrene fortsat ikke kunne enes, endte det med, at slottet kom til salg.

Louise Iuel - Albinus på sin bryllupsdag med sin far ved sin side.
Louise Iuel - Albinus på sin bryllupsdag med sin far ved sin side. Foto: Sonny Munk Carlsen
Vis mere

Den lokale ejendomsmægler Asger Olsen, der har speciale i større landbrugsejendomme, fik slottet til salg. Han forklarede, at det krævede en særlig køber:

»Det kræver tre ting at købe det her. Det kræver, at du har alle pengene – ellers giver det ingen mening. Og så skal man have lysten til at arbejde med dansk kulturarv. Og til sidst skal man have tid til at arbejde med det,« forklarede Asger Olsen til B.T.

Den nye ejer må dog siges at vide, hvad hun går ind til. Hun var tidligere direktør for slottet.

Louise Iuel Albinus har fortalt, at hun var ked af, at slottet skulle sælges, og at det var Caroline Flemings valg, at slottet blev sat til salg.

Der er masser af historie på Valdemars Slot.
Der er masser af historie på Valdemars Slot. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Hun ønsker dog ikke at oplyse, hvad den præcise kamp mellem søstrene har handlet om, skriver Fyns Amts Avis.

Hendes plan er dog at fortsætte, hvor hun og hendes mand, Nikolaj Albinus, slap, da de sidste år fraflyttede slottet.

Det var nemlig lykkedes parret for første gang i lang tid at gøre slottet til en rentabel forretning.

Louise Iuel Albinus er endnu ikke klar til at fortælle om alle sine fremtidige planer for slottet, men afslører, at det er meningen, at familien på et tidspunkt flytter tilbage til Tåsinge fra Nordsjælland, hvor de har boet det seneste år. Desuden fortæller hun, at det seneste år har været ‘en hård periode’  for hendes familie.

Caroline Fleming har gennem hele processen ikke ønsket at kommentere sagen. Det har indtil videre hellere ikke været muligt at få en kommentar fra hende til salget.