Et nærmest tomt slot. Det var, hvad tv-baronessen Caroline Fleming i maj efterlod, da hun efter en strid med sin søster valgte at tømme Valdemars Slot for arvestykker.

Siden har der været gisnet om, hvad der skulle ske med de dyre og antikke genstande – herunder antikke kanoner og pistoler. Nu er svaret kommet.

En del af tingene er nemlig blevet sat til salg hos auktionshuset Bruun Rasmussen, oplyser firmaet i en pressemeddelelse.

Det er Caroline Flemings 18-årige søn, Alexander Fleming, som hun har med den britiske rigmand Rory Fleming, der ejer indboet, men det var dog hans mor, der var taget ned til Tåsinge for at rydde det, beskrev Fyns Amts Avis i foråret.

Portræt af den unge Valdemar Christian malet af Reinhold Timm og vurderet til 300.000-500.000 kr.
Portræt af den unge Valdemar Christian malet af Reinhold Timm og vurderet til 300.000-500.000 kr. Foto: Bruun Rasmussen
Vis mere

Her kom det også frem, at Caroline Flemings søster, Louise Iuel Albinus, der har overtaget slottet, var ked af, at det blev tømt for indbo og arvestykker.

Og en stor del af dem bliver tilsyneladende ikke i familien.

Caroline Fleming og hendes søn har nemlig valgt at sætte en større samling af malerier, møbler og gamle samleobjekter til salg, der tilsammen er vurderet til at kunne indbringe op mod 7,7 millioner kroner.

Blandt kronjuvelerne i samlingen er et skrin med et erotisk motiv fra C.W. Eckersberg, der er vurderet til mellem 600 og 800.000 kroner, samt 18 illustrationer til Henrik Ibsens 'Terje Vigen’ fra 1892, der er vurderet til mellem 800.000 og en million kroner.

Caroline Fleming i 2018.
Caroline Fleming i 2018. Foto: Jorge Herrera
Vis mere

Valdemars Slot, der blev opført af Christian 4. til søhelten Niels Juel, har været i den adelige familien Juels eje i 12 generationer, og dermed er det ifølge auktionshuset en unik samling, der nu bliver sat til salg.

»Den sjældne samling fra Valdemars Slot er et vidnesbyrd om slottets historie og ikke mindst Niels Juel og hans efterkommeres istandsættelse og indretning op gennem tre århundreder. Vi er beærede over at få muligheden for at præsentere disse genstande, der på hver sin måde repræsenterer en lille bid af danmarkshistorien,« siger Kasper Nielsen, der er vurderings- og salgsdirektør hos Bruun Rasmussen.

Blandt andet har interesserede købere også mulighed for at få fingre i kammerladningspistoler, salutkanoner, et par globusser af Anders Åkerman, forskellige fajancer og en ostindisk bowle af porcelæn med motiv af Christiansborg og Dokken.

Derudover er der en række aneportrætter af flere af Niels Juels efterkommere, som har hængt på slottets vægge.

Det erotiske skrin.
Det erotiske skrin. Foto: Bruun Rasmussen
Vis mere

Blandt de dyreste genstande er også et et portræt af Valdemars Slots oprindelige ejer, Christian 4.s søn, Valdemar Christian, efter hvem slottet også er opkaldt. Portrættet er malet af Reinhold Timm og vurderet til 300.000-500.000 kroner

De udbudte genstande fra Valdemars Slot kommer på auktion hos Bruun Rasmussen den 21. september kl. 14 i Bredgade. Du kan se dem her.

B.T. har talt med Louise Albinus, der oplyser, at hun for nuværende ikke har nogen kommentarer til salg af arvestykkerne. Hun fortæller, at hun ikke tidligere har haft mulighed for at købe nogle af arvestykkerne, men vil ikke kommentere, om hun har planer om at købe nogle af dem fra auktionen.

B.T. forsøger også at få en kommentar fra Caroline Fleming..

De to søstre overtog slottet efter deres fars, lensbaron Niels Krabbe Iuel-Brockdorffs død, men kunne ikke enes om det. Efter en længere strid overtog Louise Iuel Albinus slottet i foråret.