Bubber var kun 17- 18 år, da han første gang mødte den nu afdøde Shu-bi-dua-forsanger Michael Bundesen i forbindelse med tilblivelsen af Kanal 2.

Men de to fik et tæt forhold, der rakte ud over forholdet som chef og ansat. Bubber var flere gange på ferie med Bundesen og hans familie. Og han begræder tabet af sin ven.

»Det er sgu trist. Han var jo et fantastisk menneske,« lyder det fra Bubber, der også har det borgerlige navn Niels Christian Meyer.

»Han var på alle måde en karakter. Han var helt sig selv. Han havde sin egen måde at gøre alting på. Han var sympatisk. Han var familie,« siger han videre om Michael Bundesen, der søndag aften sov stille ind efter et kort forløb med kræft.

Bubber mødte Michael Bundesen tilbage i begyndelsen af 80’erne, hvor Bundesen sammen med Stig Hasner, Klaus Riskær og baronen Otto Reedtz-Thott lavede Danmarks første kommercielle tv-kanal ‘Kanal 2’.

»De skulle finde et menneske ud af til, der kunne tegne stationen - det blev Michael Bundesen. Det var det bedste hold, du kunne mønstre,« fortæller Bubber om det meget kulørte hold.

Selv var han dengang blot assistent for Stig Hasner og agerede blandt andet chauffør.

»Jeg kørte Stig rundt mellem møder, og pludselig en dag skulle jeg køre Michael Bundesen hjem. Og der mødte jeg det menneske, som jeg havde brugt hele mit liv på at høre,« husker Bubber.

Bubber mødte Michael Bundesen, da tv-kanalen Kanal 2 begyndte. Det var startskuddet til Bubbers tv-karriere.
Bubber mødte Michael Bundesen, da tv-kanalen Kanal 2 begyndte. Det var startskuddet til Bubbers tv-karriere. Foto: Jørgen Jessen
Vis mere

Bubber blev siden en del af Kanal 2-holdet. Først som som ‘alt-mulig-dreng’, derefter begyndte han at styre kameraet, og pludselig endte han selv foran kameraet.

»Jeg kunne godt lide det der kamera. Og kameraet kunne sgu også godt lide mig,« lyder det fra Bubber, der fik overtalt Michael Bundesen til, at han kunne få sit eget tv-program.

»Så lav for helvede det badekar,« lød det fra Bundesen, da Bubber havde plaget længe nok, og det blev begyndelsen på ‘Bubbers Badekar’.

Bubber husker Bundesen som en ærlig og ‘krøllet’ chef.

Michael Bundesen med sin søn Nikolai og hans ven Anders.  
Michael Bundesen med sin søn Nikolai og hans ven Anders.   Foto: THOMAS SJØRUP SCANPIX
Vis mere

»Han havde sin egen måde at se og løse problemerne på. Det var fedt, når man skulle være kreativ - men altså for helvede. Når han var vært på tv-programmerne, så kunne han pludselig sige, at han ikke gad mere, eller at hans sko klemte, så vi måtte skyde ham i studiet uden sko,« husker Bubber om den karismatiske sanger.

På grund af Bubbers unge alder dengang, blev Michael Bundesen hurtigt en slags mentor for ham.

Bundesen lånte villigt sin fede Mercedes ud, når Bubber skulle på date:

»Han var bare unik,« lyder det fra Bubber, der også kom med på ferie med Bundesen og hans familie.

Shu-bi-dua med bl.a. Ole Kibsgaard, Michael Hardinger, forsanger Michael Bundesen og Kim Daugaard er samlet for første gang i årevis tirsdag aften d. 18. maj 2010 i Nordisk Films storte studie. (Foto: Martin Sylvest Andersen/Scanpix 2010)
Shu-bi-dua med bl.a. Ole Kibsgaard, Michael Hardinger, forsanger Michael Bundesen og Kim Daugaard er samlet for første gang i årevis tirsdag aften d. 18. maj 2010 i Nordisk Films storte studie. (Foto: Martin Sylvest Andersen/Scanpix 2010) Foto: Martin Sylvest Andersen
Vis mere

Venskabet fortsatte også efter Kanal 2. Der hyggede de to venner sig blandt andet med at sejle rundt i en båd på Øresund.

»Vi snakkede om alt fra arbejde til venner og bekendte. Jeg hørte om hans liv og Shu bi-dua.«

Bubber så sidst Michael Bundesen til en fodboldkamp i Parken for to år siden. Han betegner Michael Bundesen som et sympatisk og fantastisk menneske:

»Lige gyldigt, hvor vi var og hvordan, så var det altid en fest at være med Michael. Vi grinede og havde det sjovt. Det var en oplevelse, og han var en livsnyder på alle måder. Jeg har simpelthen haft det så hyggeligt med ham,« siger Bubber og tilføjer:

»Han har givet rigtig mange mennesker et kæmpe smil på læben, og det vil han også gøre, når han ikke er der længere. Men jeg vil komme til at savne ham, og jeg synes,at det er rigtig, rigtig trist.«

Michael Bundesen blev 71 år.