Michael Bundesen er død: Alting havde en ende

Han sagde, at han var heldig. Erkendte fra sin rullestol, at skæbnen måske godt kunne have undt ham andet og bedre. Men at han var heldig. For han var i live. Sådan så han på det.

Men det blev ikke så langt dét liv, der skulle blive Michael Bundesens. Det sluttede brat en mørk novemberaften. Efter kun 71 år.

Få har som Michael Bundesen lagt lydspor til generationer af danskeres liv med finurlige ørehængere som 'Fed rock', 'Hvalborg', 'Den røde tråd' og 'Midsommersangen'.

Det var 'Fed rock', der helt bogstaveligt sparkede karrieren i gang for Michael Bundesen i 1973, hvor Shu-bi-dua blev dannet nærmest ved et tilfælde og for sjov.

Inden da havde han læst jura. Det var for kedeligt. Så da han i 1971 fik chancen for et fritidsjob som radiovært på P3, slog han til.

Dér på gangene i Danmarks Radio mødte han Michael Hardinger, som havde rockbandet Passport. Han kunne godt høre, at Michael Bundesens stemme kunne noget særligt, og tilbød ham at blive forsanger.

For sjov skrev han en fordanskning af Elvis-hittet 'Jailhouse Rock' og tilbød det til satireprogrammet 'Åbent hus'. Som sagde ja. Og da det skulle indspilles, valgte de igen for sjov navnet 'Shu-bi-dua’ efter koret på nummeret.

Og dermed skulle den historie have været slut.

Men folk kunne ikke få nok af den fede rock. Og dét, der blot skulle have været en parentes, endte med at blive kernen i hans alt for korte liv. En kerne, han var stolt af.

Selv om Shu-bi-dua var et band, var ingen nogensinde i tvivl om, at han var bossen. At der ikke var noget Shu-bi-dua uden ham.

»Vi var i gruppen blevet enige om, at jeg – som forsanger – var en naturlig talsmand. Men jeg blev også præsident. Og nogle vil sikkert sige selvudråbt diktator. Man får ikke mange venner af at være så bestemt,« som han erkendte i selvbiografien 'Alting har en ende' fra 2018.

Men en ende fik den succesfulde karriere allerede i foråret 2011, hvor to blodpropper pludselig ramte ham i hjernen. Omend han i første omgang ikke anede, hvad der havde ramt ham. Før hans hund Nellie slikkede ham i hovedet.

»Jeg lå på gulvet ved siden af Nellies madskål, og det var ikke Nellie, der opførte sig mærkeligt. Det var mig. Jeg kunne ikke bevæge mig.«

»Jeg blev afsindigt bange. Der var noget helt forkert, og det var på en måde, jeg aldrig tidligere havde oplevet. Jeg vidste det bare: Noget var gået helt galt, og det ville kræve alt i mig at få styr på den her situation,« fortæller han i biografien.

Og det krævede alt. For modløsheden var tæt på at få overtaget, da han lå på Rigshospitalet og fik lægernes dom.

»Jeg tænkte 'Oh shit', da lægen fortalte mig, hvad jeg skulle forvente. At jeg ville blive lam og, fordi det var to blodpropper, meget lam. Jeg fik også at vide, jeg kunne forvente at få talebesvær,«, som Michael Bundesen fortalte i et interview med Politiken ved tanken om, at han aldrig ville komme til at stå på en scene igen.

Deroppe, hvor han altid følte sig allermest lykkelig.

Kun én gang lykkedes det Michael Bundesen at komme på scenen igen. Det var ved Danish Music Awards i 2013, hvor Shu-bi-dua modtog en ærespris. Den første anerkendelse fra en branche, som i årtier havde vrænget på næsen ad dem.

Nu stod de alle og var rørt til tårer. Og Michael Bundesen var fyldt med lykke. Over at være på scenen. Over at mærke salen.

»Jeg havde jo lyst til at synge: »Hvaaaaaaa' mon man er«, så folk kunne synge med,« fortalte han i Politiken og forklarede, hvorfor han ikke brød ud i sang.

»Jeg har jo lavet fjernsyn, så jeg ved, hvordan det fungerer. Kameraerne var indstillet på næste band. Men jeg havde lyst til at knalde den af.«

Det kom han aldrig til. Men vi glemmer ham ikke.

For som hvalen Hvalborg var han en gæv kæmpe. Sådan én, vi vil huske, til vi segner.