Når tv-personligheden Bubber senere på året skal smedes sammen i ægteskabets lænker med sin kæreste Signe Rossing, vil ikke meget være overladt til tilfældighederne.

Parret er nemlig godt i gang med at planlægge det kommende bryllup. Men de er endnu ikke helt enige om det hele.

Det afslørede parret, da B.T. onsdag aften mødte dem i Tivoli, hvor de var til gallapremiere på 'Shi-bi-dua – The Musical'.

»Vi har ikke rigtig dato på endnu, men det bliver efter sommer. Det skal lige konfirmeres. Men faktisk så taler vi om, hvordan det skal være«, fortalte Bubber og fortsatte:

Det var en glad Bubber, som B.T. mødte på den røde løber.
Det var en glad Bubber, som B.T. mødte på den røde løber. Martin Sylvest

»Jeg ved jo godt, at man kan ikke blive ved med at tale om det der, men altså, der er mange ting, der skal planlægges, og det skal gøres ordentligt, og det skal gøres rigtigt.«

Bubber, der også har det borgerlige navn Niels Christian Meyer, og Signe Rossing blev i 2020 forældre til lille Alfred, og de fortæller, at det går strygende med både kærligheden og den lille ny.

Til gengæld er de ikke helt enige, når det kommer til bryllupsplanerne.

»Vi har ikke en 100 procent opskrift – og vi skal være enige først og fremmest,« sagde Bubber.

Så I er ikke enige om, hvordan brylluppet skal være?

»Ikke helt,« lød det fra Bubber.

»Men det bliver vi,« tilføjede Signe Rossing.

Bubber ville heller ikke helt afsløre, om de er enige om, hvor brylluppet skal holdes – ud over, at det skal være i København, og at rammerne skal være 'hyggelige'.

"Shubberne" Bosse Hall Christensen, Claus Asmussen, Willy Pedersen, Jørgen Thorup og Michael Hardinger ankommer til Tivolis koncertsal. Gæsterne ankommer på den røde løber før Københavner-premieren på Shu-bi-dua - the musical, i Tivolis Koncertsal onsdag den 2. februar 2022. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)
"Shubberne" Bosse Hall Christensen, Claus Asmussen, Willy Pedersen, Jørgen Thorup og Michael Hardinger ankommer til Tivolis koncertsal. Gæsterne ankommer på den røde løber før Københavner-premieren på Shu-bi-dua - the musical, i Tivolis Koncertsal onsdag den 2. februar 2022. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix) Martin Sylvest

Når snakken falder på Shu-bi-dua, havde Bubber meget lettere ved at finde ordene. Han har nemlig været fan i mange år.

Allerede i sine unge år kom Bubber utrolig tæt på den nu afdøde Shu-bi-dua legende Michael Bundesen, og det var faktisk ham, der gjorde hele Danmark dus med Niels Christian Meyer i form af Bubber fra Bubbers Badekar, har Bubber tidligere fortalt til B.T.

»Så lav for helvede det badekar,« lød det fra Bundesen, da Bubber havde plaget længe nok om at få sit eget tv-program, og det blev altså begyndelsen på 'Bubbers Badekar'.

Derfor glædede Bubber sig også meget til at se musicalen:

»Jeg har kæmpe forventninger, for når man kender musikken og historien og har fulgt med hele vejen igennem, så er det en sindssyg spændende historie,« lød det Bubber, der ikke var i tvivl om, hvilke sange der er hans yndlings:

»De har lavet rigtig mange fede numre, men jeg synes, at 'Stærk Tobak', den kan man ikke lade være med at smile af, og så synes jeg, at 'Vi finder os ikke i sexchikane', den er blevet aktuel som aldrig før,« sagde han.