Den svenske popsanger Tove Lo er ikke kendt for at være specielt kropsforskrækket.

Det image holdt den 31-årige sangerinde ved lige på musikfestivalen Northside, der blev skudt i gang torsdag eftermiddag, da hun åbnede Green Stage.

Under kæmpehittet 'Talking Body' valgte hun nemlig traditionen tro at flashe sine bryster kortvarigt over for det aarhusianske publikum.

Reaktionen fra publikum var gedigen jubel.

Svenske Tove Lo åbner Green Stage på Northside i Aarhus torsdag den 6. juni 2019. I sangen "Talking bodies" viser sangerinden sine bryster til stor begejstring for publikum.. (Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix)
Svenske Tove Lo åbner Green Stage på Northside i Aarhus torsdag den 6. juni 2019. I sangen "Talking bodies" viser sangerinden sine bryster til stor begejstring for publikum.. (Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix) Foto: Helle Arensbak
Vis mere

Det er formentlig heller ikke noget, der får fans til at få fadøllen galt i halsen i den sommerlige varme. Det er nemlig ikke første gang, hun gør det i Danmark. Senest gjorde hun det på Tinderbox i 2017.

Og der er en ganske god grund til, at Tove Lo, som har det borgerlige navn Ebba Tove Elsa Nilsson, ikke er bleg for at vise store dele af sin krop frem.

Det har den svenske popstjerne tidligere forklaret. Hun viser nemlig bar hud for at afseksualisere kvindekroppen.

»Vi går så meget op i vores udseende, at folk tror, det betyder noget. Det gør det ikke. Det er okay ikke at være smuk. Hver gang du ser en nøgen kvinde i medierne, bliver det altid gjort seksuelt. Jeg drømmer om en verden, hvor kvinder kan være nøgne på samme måde som mænd kan,« har Tove Lo fortalt til musikmediet NME.

Og det stopper ikke her.

Da Tove Lo i 2016  introducerede sin video 'Fairy Dust', skabte det på samme måde stor opmærksomhed.

I den sidste scene i videoen ser man den daværende 29-årige sanger onanere, mens tonerne fra hendes egen sang 'What I want for the night (Bitches)' kører.

På YouTube så de dog ikke igennem fingrene med det kontroversielle indhold til at starte med. Kort tid efter at 'Fairy Dust' kom ud, blev den censureret.

Retningslinjerne på siden siger, at kanalen ikke tillader seksuelt indhold som eksempelvis pornografi.

Det overraskede som sådan ikke musikanmelder og talentdommer, Sandeep Sing, der sagde til det norske medie Dagbladet:

»Det er det tætteste jeg har set på porno i en musikvideo længe. Ganske vist er det mere i retning af 'feminist-porno'. Nogle artister synger fra hjertet, andre fra hjernen.«

Udover 'Talking Body' har Tove Lo også store hits som 'Habits' og 'Stay High' på repetoiret.