Det er lidt over et år siden, at den populære radiovært Nicholas Kawamura stoppede som vært på DR-radiokanalen P3.

B.T. mødte Kawamura, der blev kendt for programmer som Lågsus og Smag på P3, på Northsides åbningsdag torsdag. Her fortalte han, hvad han går og laver for tiden.

»Arbejdsmæssigt går det rigtigt godt. Jeg fik mig jo ret hurtigt et job hos Universal Music, hvor jeg er ansat som konsulent,« siger han.

Blandt arbejdsopgaverne hjælper Nicholas Kawamura artister med at beslutte, hvilke sange der skal udgives.

»Jeg arbejder med Kidd, Emil Kruse og Citybois, der udkommer med en ny single i morgen (fredag, red.). Jeg har også signet nogle unge, nye artister. Det er rigtigt sjovt.«

Han fortæller, at det netop var drømmen at få lov til stadig at arbejde med musikken, da han stoppede hos Danmarks Radio.

Men tiden på radiokanalen P3 er ikke lige noget, han glemmer foreløbigt.

»Jeg savner jo kollegerne. Det er altid sjovt at lave radio og være i studiet. Men jeg savner ikke jobbet endnu. Det kan godt komme, for det var jo det, jeg lavede hver dag i ti år,« siger han og fortsætter:

»Det kan godt være, det ikke er gået op for mig endnu, at jeg er stoppet.«

Ved siden af jobbet som konsulent bruger 38-årige Kawamura tid på at gæste podcasts og han er konferencier på blandt andet Northside. Han har også travlt med at være far til sin toårige datter, som han har med hustruen Trine.

Nicholas Kawamura kan godt lide at have flere jern i ilden. Han afslører også, at han så småt begyndt på et helt nyt og for ham anderledes arbejds-eventyr.

»Jeg går og nørkler med nogle idéer til tv-programmer. Det er meget tidligt i processen, men man skal jo starte et eller andet sted. Så det er også noget, jeg har skullet tage tilløb til, efter jeg jeg stoppede hos DR,« siger han.

Kawamura fortæller dog, at han i første omgang ville lave noget fjernsyn, der slet ikke var musikrelateret.

Han blev kontaktet af nogle folk, der havde en god ide, hvorfor han ændrede mening.

Den tidligere radiovært kunne endnu ikke dele flere detaljer om, hvad tv-eventyret helt præcist består af.

Se i toppen af artiklen, hvilken artist Nicholas Kawamura ser mest frem til at høre på Northside.