Som forventet var Northsides mindste scene alt for lille til den danske gruppe Saveus, hvis koncert fredag aften endte i lange, skuffede køer og publikum-kaos.

»Det er virkelig uprofessionelt, at man ikke kan bedømme, hvilken scene et band skal spille på,« lød det blandt andet fra den 28-årige Saveus-fan Mie Andersen, der blev nægtet adgang til koncerten i Aarhus.

B.T. mødte et par timer forinden det populære band i form af frontmand Martin Hedegaard og trommeslager Mathias Miang.

De var spændte på, om de kunne samle så stort et publikum, at området ville blive lukket af, ligesom for to år siden, da de første gang spillede på Northside.

Adskillige festivalgængere måtte nøjes med at lytte til Saveus, da scenen blev lukket.
Adskillige festivalgængere måtte nøjes med at lytte til Saveus, da scenen blev lukket.
Vis mere

»Jeg tror, det bliver ret crazy. Hvis vi kunne lukke det dengang, tror jeg også, vi kan i dag,« lød det fra Martin Hedegaard.

»Vi synes, ellers New Order er noget af en konkurrent,« tilføjede Mathias med henvisning til, at det britiske rockband var sat til at spille samtidig på en af de store scener.

»Første gang vi spillede på Northside i 2017, var det ret skørt. Vi havde udgivet en ep, men vi vidste ikke, hvor meget vores musik havde spredt sig, og så var der bare proppet med mennesker,« husker Martin Hedegaard tilbage.

Men Saveus er blevet store. Siden Martin i 2015, syv år efter sejren i X Factor, overraskede alle med sit nye Saveus-projekt, er gruppen blevet et af Danmarks mest populære livebands med blandt andet en kæmpe koncert på sidste års Roskilde Festival.

Saveus. Billedet er tagete til pressemøde for Grøn koncert. Martin i hvid T-shirt i midten. Trommeslager Mathias Miang længst til højre.
Saveus. Billedet er tagete til pressemøde for Grøn koncert. Martin i hvid T-shirt i midten. Trommeslager Mathias Miang længst til højre. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Vi snakker stadig i gruppen om, at koncerten på Orange Scene har ændret noget for os. Tidligere var vi helt oppe at køre, og jeg kunne nærmest stå og råbe til publikum, men nu er vi begyndt at kunne nyde det,« fortæller Martin Hedegaard.

Denne sommer skal de blandt andet spille Grøn og Smukfest. Derudover har trommeslager Mathias ekstra travlt, da han de sidste par år har været lånt ud til Nik og Jay.

»Det var ret sjovt. Jeg fik dem i telefonen, og så spurgte de, om det var cool, at de tog Miang med,« griner Martin Hedegaard.

»Det var det selvfølgelig. De har altid været mega søde overfor os. Da vi i 2017 måtte afbryde vores koncert på Smukfest, var de nogen af de første, der kom hen til os backstage og sagde, at vi nok skulle komme tilbage. De har også stået bag ved scenen og takket os for, at de måtte låne Miang.«

Saveus fotograferet i København til pressemøde for Grøn koncert. Trommeslager Mathias Miang længst til venstre. Martin, nummer to fra højre.
Saveus fotograferet i København til pressemøde for Grøn koncert. Trommeslager Mathias Miang længst til venstre. Martin, nummer to fra højre. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Mathias Miang indskyder:

»Det er jo også vildt fedt at spille to koncerter om dagen. Så er jeg jo allerede varmet op, når nummer to skal i gang.«

Koncerten på Northside endte alt i alt som en succes. Godt nok var der alt for mange festivalgæster, der skuffede måtte forlade det afspærrede område, men de, der var presset sammen foran scenen, havde en fest.

Martin Hedegaard ser nu fremad.

»Jeg er i studiet samtidig med festivalerne. Vi tager os god tid, men jeg vil da være ærlig og sige, at jeg gerne snart vil have noget nyt musik ud.«

I 2017 så man i DR3's Saveus-dokumentar, at Martin Hedegaard var en tur i New York for at sælge sin musik til USA. Om den oplevelse fortæller han i dag:

»Det var jo lidt en mærkelig tur, for vi var samtidig ved at komme frem i Danmark, så jeg fandt ud af, at det er bedst at fokusere på én ting ad gangen. Udlandet er helt klart en drøm for os, men vi mangler også stadig at spille i Parken, Royal Arena og vende tilbage til Orange Scene herhjemme,« slutter han af med et grin.