I høj solskin kunne gode gamle Bikstok have været en nostalgisk fest på Northside. Desværre endte det med en våd og kold affære, hvor kun de største fans kunne være med.

Om tre uger skal de indtage Danmarks største scene på årets Roskilde Festival.

Man kunne mene, at de er booket 15 år for sent, men Bikstok (Røgsystem, som de ikke har heddet siden 2015, red.) lever stadig i bedste velgående, og lørdag eftermiddag kæmpede de mod vejrguderne, så deres opvarmning til Orange scene blev lidt en ærgerlig oplevelse - hvis man ikke stod blandt de allerforreste.

Pharfar, Eagger og Blæs Bukki har alle rundet de 40, og på afstand virker deres danske dancehall efterhånden lidt dateret.

Bikstok. Her ved en tidligere koncert.
Bikstok. Her ved en tidligere koncert. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere

De bragede frem i 2004 med hittet ’Cigar’ og det efterfølgende album ’Over stok og sten’, men siden da er gassen gået lidt af ballonen, og selvom regnvejret i Århus heller ikke hjalp på det, var det tydeligt, at begejstringen fra publikum ikke længere når skyhøje højder.

De tre hovedpersoner er fortsat fuld af energi på en scene, og de spræller rundt fra side til side med det ene dancehall-hit efter det andet. At de tilmed kan krydre koncerten med sideprojekt-hits som ’Kugledans’ gør ikke festen dårligere.

Faktisk har Bikstok-medlemmerne så mange strenge at spille på, at det egentlig er sjovt, at de ikke fjerner nogle af de mindre kendte sange og udnytter hele bagkataloget.

Når man i forvejen spiller Eaggers ”solo”-materiale, kan man jo ligeså godt også spille Pharfars store hit ’La’ Mig Rulle dig’ eller hvad med et par numre fra Blæs Bukkis Balstyrko-tid?

Det synes de måske ikke passer ind i Bikstok? Det er også bare et forslag.

Det er svært at opretholde publikums opmærksomhed på en festival, hvor der hurtig går snak i den, og når himlen så pludselig åbner sig, kræver det virkelig sin mand på scenen at holde dampen oppe.

Det gør Bikstok, men hvis sommeren er ligeså ringe om tre uger i Roskilde, bliver det svært at fylde scenen ud, når man ikke længere har samme momentum som i de glade 00’ere.