»Det var meget mærkeligt at sidde i sofaen derhjemme og se semifinalen. Det har det været hele ugen,« siger DRs tidligere grandprixkommentator Ole Tøpholm dagen efter torsdagens Eurovision-show.

»Og da Fyr Og Flamme gik på i går, ærgrede jeg mig da over, at jeg ikke bare havde taget ferie fra DR og var taget til Holland for at dyrke grandprixet som fan.«

Ole Tøpholm har kommenteret grandprix for DR i ti år og været fan i endnu flere, men i april meldte DR ud, at man ønskede at prøve noget nyt.

'Tøppe', som fansene kalder Ole Tøpholm, blev fjernet fra dækningen til fordel for radioværterne Henrik Milling og Nicolai Molbech. Det skete som en del af en strategi om at få grandprix til at handle mere om musikken, lød det fra DR, hvor Ole Tøpholm desuden fortsat arbejder som radiovært.

Fyr & Flamme efter deres optræden i Rotterdam torsdag aften.
Fyr & Flamme efter deres optræden i Rotterdam torsdag aften. Foto: Robin van Lonkhuijsen
Vis mere

Men det er langtfra alle, der er tilfredse med den beslutning.

For det første ville Ole Tøpholm selv gerne have taget endnu en tur i kommentatorboksen.

»Men alt det hurlumhej om, hvem der skulle være kommentator, det er DRs beslutning – ikke min,« siger han kort.

Men også på de sociale medier opstod der torsdag aften en regulær bevægelse for at få 'Tøppe' tilbage i grandprixet.

Ole Tøpholm har kommenteret grandprix for DR i ti år.
Ole Tøpholm har kommenteret grandprix for DR i ti år. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

'Jeg ved godt, at Ole Tøpholm er fravalgt, men hold da op, hvor jeg savner hans professionalisme. Jeg har ikke behov for 'sjove' kommentarer om tøj, hår eller sjov snak, fordi de ikke lige ved, hvad de ellers skal sige,' lød en af de mange kommentarer, mens andre slet og ret skriver:

'Bring back Ole.'

Ole Tøpholm har også mærket savnet fra seerne, fortæller han til B.T. morgenen efter semifinalen.

Han har nemlig også selv modtaget utallige beskeder i sin indbakke og på Facebook.

Fyr & Flamme mødes med pressen kort efter, det stod klart, at de ikke var kommet i finalen.
Fyr & Flamme mødes med pressen kort efter, det stod klart, at de ikke var kommet i finalen. Foto: Emil Helms
Vis mere

»Det er rørende, og det varmer meget at vide, at jeg åbenbart har gjort det godt,« siger han.

»Jeg vidste godt, at der findes en gruppe mennesker, der har været meget glade for mig, men jeg er overrasket over, hvor massiv kærligheden har været. Og hvor tydeligt den er kommet til udtryk i denne uge – for jeg har forsøgt at holde lav profil.«

Trods stor jubel fra publikum i salen formåede danske Fyr Og Flamme ikke at vinde seerne gunst torsdag aften og sikrede sig dermed ikke en plads i finalen.

Men som den Eurovision-fan, Ole Tøpholm er, skal han naturligvis se showet alligevel.

Men for første gang i 15 år bliver det hjemmefra.

»Finalen bliver god, selvom Danmark ikke er med, så den skal jeg følge med i herhjemme på storskærm i gode venners lag med noget god mad, vin og cocktail – alt hvad der hører en grandprixfest til. Det glæder jeg mig meget til at prøve.«