Pludselig aflyste hun alt.

I 2015 eksploderede alt omkring den danske sangerinde Karen Marie Ørsted Andersen, der under sit kunstnernavn MØ ramte globalt popstjerne-jackpot med megahittet 'Lean On'.

MØ havde året forinden fået et stort gennembrud i Danmark med albummet 'No Mythologies to Follow', men var internationalt set stadig kun kendt i feinschmecker-kredse, da hendes samarbejde med den amerikanske producer Diplo blev den mest streamede sang i musikhistorien.

Problemet var, at MØ aldrig har set sig selv som prototypen på en popstjerne.

Hun voksede op på Fyn i 90'erne som kæmpe fan af pigegruppen Spice Girls, men udviklede senere en mere rebelsk side, der resulterede i den stærkt venstreorienterede musikalske duo MOR, hvor man kunne opleve en ung, vred MØ skælde ud på politikerne i Ungdomshuset.

Da 'Lean On' sendte hende til tops på hele verdens hitlister, opstod der en masse forventninger om, hvordan hun skulle lyde, og hvordan hun skulle se ud, som hun havde svært ved at leve op til – ikke mindst over for sig selv.

»Pludselig oplevede jeg, at hele den kommercielle popverden rettede sit fokus på mig, og man skulle tro, at det bare bekræftede mig i, at det, jeg kom med, var godt. Men de store forventninger fik mig tværtimod til at spørge mig selv, om jeg var god nok,« har MØ for nylig udtalt til Nordjyske.

Men MØ er sin egen.

MØ.
MØ. Foto: Fryd Frydendahl
Vis mere

Hun har det, man med et fortærsket ord kalder 'kant'. Hun passer ikke ind i en klassisk popstjerneskabelon, men er samtidig også en pleaser, og det var netop i forsøget på at gøre alle glade, at hun cirka et halvt år inde i 'Lean On's triumftog knækkede halsen.

»Der havde i forvejen været to-tre år herhjemme med tryk på. Da så 'Lean On' kom ud og blev et meget stort hit i hele verden ... Det var en drøm, der gik i opfyldelse, men samtidig var jeg så overdrevet stresset. Jeg vågnede tit op om natten med myldertanker,« fortalte hun i juni P3-værten Pelle Peter Jensen.

Hun var stresset over at skulle leve op til et verdenshit, stresset over at skulle til at blive opslugt af en amerikansk musikbranche, bange for at miste sig selv.

»For at være helt ærlig, så var hele 2015 ret sløret. Det var 'okay, så spiller vi det her tv-show, så flyver vi derhen, så skal jeg spille det her',« har hun sagt til det amerikanske musikblad Billboard.

MØ.
MØ. Foto: Pressefoto
Vis mere

MØ udsendte den 14. oktober 2015 nummeret 'Kamikaze', der skulle følge op på succesen med 'Lean On', men da der samtidig skulle laves musikvideo, brød hun sammen.

»Jeg havde været i Frankrig og optrådt med Major Lazer. Jeg var syg. Jeg kunne ikke overskue det. Min veninde Mie var med og sagde 'Karen, du skal tage dig sammen. Nu bliver du nødt til at passe på dig selv’,« fortalte MØ videre til P3 i sommer.

Hun havde med sine egne ord ramt bunden og havde brug for en timeout.

»Jeg aflyste alt måneden frem og begyndte at se en stresscoach.«

I Danmark aflyste hun blandt andet en optræden til 'P3 Guld', og mange undrede sig over, at hun ikke kom på scenen, da Major Lazer spillede i Forum, men den nykårede danske verdensstjerne havde brug for en pause.

De sidste par år har MØ så brugt på at finde sit ståsted i en global popindustri, hvor hun insisterer på ikke at blive en kopi af de amerikanske Instagram-modeller.

Løsningen er blevet albummet 'Forever Neverland', der nu udkommer efter tre års tilløb, hvor hun skulle finde ud af, hvordan hun kunne forene en international karriere med en sund dansk jordbundethed.

»Nogle gange kan jeg blive bange for permanent at flytte til steder som Los Angeles eller New York. Jeg er bange for at miste mig selv. Det er dumt, det ved jeg, men det er bare noget, jeg ikke kan ryste af mig. Jeg gider ikke blive en af dem der ’Jeg flyttede til USA for at slå igennem’-mennesker,« fortalte hun for nylig til Indie-Mag.

LÆS BT.s ANMELDELSE AF MØ's NYE ALBUM HER.

MØ.
MØ. Foto: Fryd Frydendahl
Vis mere

MØ fyldte i august 30 år. Som den Peter Pan-agtige titel på hendes nye album antyder, har hun det ikke godt med at blive voksen med alle de forventninger, der følger.

Hun mistede fodfæstet efter 'Lean On', men er i dag tilbage på rette kurs.

Amerikanske musikanmeldere har hendes nye album på listen over efterårets mest ventede, og foran sig har hun en stor Europa- og USA-turné.

Så må tiden vise, om punktøsen fra Odense fortsat formår at kombinere en international stjerne-tilværelse med et almindeligt liv i Danmark.