Du kommer til at få svært ved at stå stille til MØ's nye album, der helt sikkert bliver et hit live.

Vi kan kalde det et cømeback.

30-årige MØ har de sidste tre år væltet rundt i en kunstnerisk krise over at skulle leve op til den pludselige internationale succes med Major Lazer-samarbejdet 'Lean On'.

Hun har smidt singler ud til højre og venstre, forsøgt sig med en direkte opfølger, den eksotiske 'Kamikaza', og skreget frustrationerne ud på popbaskeren 'Final Song', men først nu fundet frem til den formel, hun vil køre karrieren videre på.

MØ er både en poptøs og en punket særling fra Ungdomshuset, og den unikke kombination får frit spil på det nye album 'Forever Neverland', hvor hun Peter Pan-agtigt nægter at blive voksen og nostalgisk drømmer sig tilbage til de gode gamle dage.

Og det virker.

'Forever Neverland' er fyldt med dansable pophit fra den særlige skæve MØ-skuffe, hvor hun for eksempel på nummeret 'Sun in Our Eyes' går benhårdt efter det store omkvæd.

Det er også svært ikke at lade sig rive med af trioen 'Way Down', 'I Want You' og 'Nostalgia', der flere steder lyder, som hvis man havde givet en afrikansk zulu-stamme et elektronisk trommesæt.

MØ.
MØ. Foto: Pressefoto
Vis mere

Albummets højdepunkt er helt klart det lille mesterværk 'Blur', hvor hun hen over en syret rum-guitar krænger sjælen ud som en skør blanding af Taylor Swift og Pixies på autotune.

Hvis 'Blur' ikke bliver MØ's næste indtog på hitlisterne, er der ingen retfærdighed til.

'Forever Neverland' er også fyldt med flere sørgmodige numre.

Hun minder lidt om den kølige og til tider lidt for triste Lana Del Rey. Ment på den måde, at hendes stille numre som 'Beautiful Wreck' og 'West Hollywood' med sine sarte film noir-undertoner går lige i hjertekulen.

Coveret til 'Forever Neverland'.
Coveret til 'Forever Neverland'. Foto: Pressefoto
Vis mere

MØ har det som bekendt svært ved at indtage rollen som glitret popstjerne og synger på 'West Hollywood' »All I wanna do is just call up my mom and get my ass out of West Hollywood«.

'Mercy' er et andet højdepunkt, hvor MØ over et tungt klaver går ren Adele på den og føler den fuldt ud efter at have ødelagt noget smukt.

'Forever Neverland' er alt i alt virkelig godt produceret. Hun lyder godt, der er kælet for detaljerne, og selvom der flere gange lånes fra gamle flasker som den calypso-vuggende tropical house-genre og Major Lazer-agtige reggae-bølge, og det er svært at høre det helt klare verdenshit, så kan MØ sagtens være stolt af det endelige resultat.

Hun har været igennem den store Hollywood-maskine og lavet musik med kommercielle giganter som Justin Bieber og Ariana Grande, alligevel lyder 'Forever Neverland' som en naturlig forlængelse af gennembrudsalbummet, 'No Myths To Follow'.

Hun er blevet bedre til at skrive store omkvæd, hendes lyd har fået mere fylde og er generelt bare blevet skarpere.

Et kritikpunkt må være, at albummet er to-tre sange for langt, hvor man sagtens kunne have skåret fra bunden. De sidste tre numre kommer til at virke som en lidt for lang outro, hvor man hellere vil skippe tilbage til starten.

Ud over det bliver det fedt at høre den nye samling MØ-sange udført live.