Danmarks største metal-festival, Copenhell, skulle være afholdt i denne weekend. Her får du historien, om dengang Marilyn Manson indtog festivalen med masser af mystik, forsinkelse og rygter om vilde backstagekrav.

Vi skruer tiden tilbage til 16. juni 2012.

Copenhell havde eksisteret i to år, da den kontroversielle Marilyn Manson stod øverst på plakaten, parat til at sprede skræk og rædsel i København.

Den dengang 43-årige amerikanske rockstjerne havde skabt sig et navn på den internationale musikscene på en cocktail af sex, sprut og stoffer og et tæt forhold til satanisme.

Rygterne om den selverklærede Antikrist var mange. Der var dengang, han angiveligt havde fået fjernet et ribben for at kunne give sig selv oralsex. Der var også historien om, hvordan han havde været med til at grave et lig op og ryge knoglerne.

De fleste af historierne var usande, men det skabte alligevel en helt særlig stemning, da han sammen med sit hold fandt frem til Copenhell på Refshaleøen i København for at lukke årets program lørdag nat.

DR-vært Anders Bøtter, der var konferencier på festivalen, husker det på flere måder som en uforglemmelig oplevelse:

»Der var helt klart en stemning af nervøsitet, da Manson skulle ankomme. Han var taget på turné igen, og der havde været episoder, hvor han havde været rimelig stegt på scenen, så man vidste ikke, hvor klar han ville være.«

Marilyn Manson under en koncert i 2012.
Marilyn Manson under en koncert i 2012. Foto: A3461/_Thomas Frey
Vis mere

Anders Bøtter fortæller, at der i backstageområdet gik en masse rygter om Marilyn Mansons forplejningskrav.

»Jeg aner ikke, om det passer, men der gik rygter om, at han blandt andet krævede et helt sort rum, hvor der skulle være et badekar med isterninger i og en temperatur på præcis 17 grader. Han kom ret sent til koncerten, og rygtet gik, at det skyldtes, at han skulle have Kentucky Fried Chicken til aftensmad, som ikke lige er i nærheden klokken lort om natten på Refshaleøen.«

Anders Bøtters DR-kollega Carsten Holm, der også var konferencier på festivalen, husker ligeledes tydeligt mødet med Marilyn Manson.

»Det kan sagtens være en røverhistorie, men der var flere ting. Jeg fik at vide, at hans backstagerum var plastret til med sort stof, at rummet skulle være præcis 18,5 grader varmt, og så skulle der bestilles mad fra syv forskellige veganske og økologiske steder. Da han så ankom med sit slæng, ville han hellere have amerikansk slam-mad som fx Kentucky Fried Chicken. Han havde angiveligt ikke sovet i 48 timer, da han ankom, så der skulle have stået et par læger klar til at tage imod ham.«

Marketingchefen for Kentucky Fried Chicken i Danmark, Grétar Gunnarsson, kan ikke huske, om de dengang fik besøg af Marilyn Mansons.

»Sådanne store artister – eller deres management – fortæller os ikke altid, når en ordre kommer fra dem. Når der kommer en bestilling på over 2.000 kroner, kan vi kun gætte på det. Vi mindes ikke Marilyn Manson, men har haft The Rolling Stones, Backstreet Boys, bokseren Larry Holmes og Steve O fra 'Jackass' som kunder – enten har de hentet maden selv i selskab med en sikkerhedsvagt, eller også er det gået igennem en manager,« fortæller han.

Anders Bøtter tilføjer, at mystikken omkring Marylin Manson blev forstærket af, at alle, der arbejdede backstage, blev beordret ind i deres skurvogne, da man ikke måtte se ham gå på scenen.

»Det er bare med til at opbygge mysteriet om den mand, og det er vigtigt at tilføje, at jeg jo ikke ved, om det var, fordi han fx havde haft influenza, at han så lidt smadret ud. Men der lød i hvert fald nærmest en lettelsens suk igennem hele backstage, da han til sidst stod på scenen og satte koncerten i gang.«

Copenhells festivaldirektør, Jeppe Nissen, afviser pænt at kunne bekræfte historierne om Marilyn Mansons besøg på Copenhell.

Copenhell vender tilbage i 2021.

Copenhell i 2017.
Copenhell i 2017. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere