Nøgen festivalgæst ødelagde lysinstallation til 300.000 kroner, Beyoncés søster krævede særlig plaid, og så var der svanen, der lignede en kæmpe penis.

Sommerens musikfestivaler er desværre blevet aflyst. For at mindes de mange festlige stunder og se frem mod næste år har B.T. bedt festivalbagmændene fortælle deres bedste anekdoter.

I denne weekend skulle Heartland Festival ved Egeskov Slot på Sydfyn være løbet af stablen med navne som The Cardigans, Beck og The National på programmet.

Her fortæller talskvinde Janne Villadsen sine bedste festivalanekdoter fra Heartlands første fire år.

Nøgen gæst ødelagde stor lysinstallation
»En af de sjoveste anekdoter fra Heartland er helt sikkert den om fyren, der sidste år skulle imponere sit selskab, tog alt tøjet af og hoppede ud i slotssøen for at svømme hen til en lysinstallation, der stod i vandet. Han ville kravle op på den, og så brast den sammen.«

Lysinstallationen, der bestod af led-lamper formet som en stor, lysende stjerne, var ifølge den flove festivalgæst vurderet til 300.000 kroner. Han opsøgte efterfølgende selv undskyldende de kreative krafter bag. De forbarmede sig, og de aftalte, at han som erstatning skulle arbejde i deres værksted, til stjernen var oppe at køre igen.

»Det viser meget godt, at selvom vi er en festival, der finder sted ved et slot, så sker der stadig tossede ting,« fortæller Janne Villadsen.

Golfvogn på afveje
»Vi er jo stadig en ung festival. I 2017 eller 2018 var vi begyndt at få lidt yngre gæster på pladsen. Klokken tre om natten, da pladsen er lukket for gæster, kommer en golfbil med to unge fyre pludselig kørende mod min kollega. De har stjålet den fra en medarbejder, der var i gang med at fylde vin op til næste dag, og så stopper de, da fyren på passagersædet skal kaste op. Vi får fat i dem, og fordi vi slet ikke var vant til at håndtere sådan en situation, endte vi med lade dem tage hjem og sove den ud uden at klippe deres armbånd over, som man nok ville gøre andre steder.«

Heartland Festival 2019. På Egeskov Slot.
Heartland Festival 2019. På Egeskov Slot. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

'Skam'-forfatter sad fast i lufthavnen
»I 2018 skulle den norske manuskriptforfatter Julia Andem, der har skrevet tv-serien 'Skam', have en samtale på scenen med Adam Price. Hun kom direkte fra USA og sad først fast i lufthavnen og senere i kø på Storebæltsbroen. Alt gik galt for hende.«

'Skam' havde taget verden med storm, så Heartland-folkene prøvede at udskyde talken så lang tid, de kunne, men til sidst måtte de sadle om og tænke hurtigt.

»Vi vidste, at Anders August, der også er manuskriptforfatter og blandet andet har skrevet filmen 'Lykke-Per', var privat gæst på festivalen, så vi ringede til ham og spurgte, om han ikke ville træde til. Julia Andem endte med at komme 10 timer senere, hvor hun så blev hængende. Jeg mødte hende for et halvt år siden, og hun fortalte, at det havde været den sjoveste festival.«

Plaid til Beyoncés søster Solange
»Sidste år havde vi besøg af Solange. Der stod i hendes rider (forplejningskrav, red.), at der skulle være en plaid a la Ralp Lauren i hendes rum. Vi kontaktede en dansk designvirksomhed, der gerne ville hjælpe med at lave en lækker kashmir-plaid til Solange. Da hun tog videre, lå den stadig i hendes rum, så nu ligger den på vores kontor på Egeskov til evig minde, om dengang vi gik lidt længere for en kunstner.«

Heartland Festival 2019. På Egeskov Slot.
Heartland Festival 2019. På Egeskov Slot. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Helikopter til forsinket hovednavn
»I 2018 skulle den verdensberømte forfatter Salman Rushdie i samtale med verdens førende kurator Hans-Ulrich Obrist. Obrist står op hver morgen klokken fem, læser en time, og så flyver han rundt til det ene og det andet. Hans fly til København blev imidlertid forsinket, men fordi han var vores hovednavn, blev vi nødt til at gøre noget, så for første gang hyrede vi en helikopter og fløj ham fra Kastrup til en mark bag festivalen.«

Svanen, der blev til en kæmpe penis
Sidste år lavede den britiske kunstner Davud Shrigley et kæmpe værk til Heartland i form af en stor oppustelig svane til at stå foran Egeskov Slot. Svanen blev imidlertid fortolket på flere måder af publikum, der mente, den også kunne ligne en fuckfinger eller en kæmpe penis.

»David var på festivalen med sin kone og syntes, det var så sjovt. Han laver kunst med tvetydige budskaber, og selvom han siger, det bare er en svane, så er han godt klar over, hvad det også ligner. Stod det til David, skulle den have været meget større. Han ville faktisk have, den skulle være større end slottet, men det kunne ikke lade sig gøre i forhold til vinden. Men han morede sig meget over folks reaktioner.«

Heartland vender tilbage i 2021.

David Shrigleys 'Swan Thing' foran Egeskov Slot.
David Shrigleys 'Swan Thing' foran Egeskov Slot. Foto: Maja Kongegaard Bramm / Heartland Festival
Vis mere