»Det var op ad bakke i starten,« griner Jerry Ritz.

Den i dag 73-årige musik- og teaterproducent var i 1970erne de svenske – og netop gendannede – verdensstjerner ABBAs mand i Danmark.

Han arbejdede i 1972 som repertoirechef på pladeselskabet EMI, og her modtog han en dag debutsinglen, 'People Need Love', fra de to svenske sangskrivere Benny Andersson og Björn Ulvaeus' nye band, som de havde dannet med deres kærester Anni-Frid Lyngstad og Agentha Fältskog.

»Det var rigtig god popmusik,« mindes Jerry Ritz og forklarer kortfattet, hvorfor han som den første i verden valgte at udgive ABBAs musik uden for Sverige:

På selskabet Polars kontor i Stockholm hvor Björn og Benny får overrakt en sølvplade af Jerry Ritz for singlen 'One Night in Bangkok'.
På selskabet Polars kontor i Stockholm hvor Björn og Benny får overrakt en sølvplade af Jerry Ritz for singlen 'One Night in Bangkok'. Tuba Arkiv

»Det lød internationalt og havde helt klart hitpotentiale.«

Resten af verden – heriblandt Danmark – var dog endnu ikke klar på den store ABBA-fest.

Radiovært Jørgen de Mylius, der i 70erne arbejdede på P3, husker et interview med ABBA i starten af deres karriere:

»De fortalte mig helt beskedent, at hvis de bare en enkelt gang kunne opnå at få et stort hit uden for Sverige og allerhelst i USA, så ville deres drømme være opfyldt.«

Björn Ulvaeus og Jørgen de Mylius.
Björn Ulvaeus og Jørgen de Mylius. Privatfoto

I 1973 forsøger ABBA første gang at slå igennem i udlandet, da de stiller op i det svenske melodi grand prix med sangen 'Ring Ring'.

De må nøjes med en tredjeplads, men sangen bliver alligevel så populær, at Jerry Ritz vælger at invitere dem til København for at skrive autografer i Fona på Strøget.

»Vi havde annonceret både i B.T. og Ekstra Bladet, men der var frygteligt tomt. Jeg vil skyde på, at der dukkede omkring 8-12 mennesker op,« fortæller han.

Selvom ABBA året efter i 1974 endnu en gang stiller op i det svenske melodigrandprix, Musikfestivlen, og her går hele vejen, da de vinder Eurovision med sangen 'Waterloo', er ABBA stadig ikke slået igennem i Danmark.

Jørgen de Mylius og ABBA i København efter grandprix-sejren med 'Waterloo' i 1974.
Jørgen de Mylius og ABBA i København efter grandprix-sejren med 'Waterloo' i 1974. Privatfoto

»Mange af mine kollegaer på P3 syntes, at ABBA var noget mærkeligt letkøbt kærlighedsmusik, som hurtigt ville være glemt igen,« fortæller Jørgen de Mylius.

Han syntes til gengæld, at ABBA var et kæmpe hit, så han mødte op til pressemødet, da ABBA efter Eurovision-sejren indledte deres første Europa-turné i Falkoner Center i København.

»De regnede med, at der ville komme en hær af journalister, men der kom kun mig,« griner Jørgen de Mylius.

»Det var de jo voldsomt skuffede over. Til gengæld havde jeg dem for mig selv,« tilføjer han.

Da ABBA i 1977 spiller i Brøndby Hallen modtager de en guldplade for 250.000 solgte eksemplarer af albummet 'Greatest Hits'. Jerry Ritz står til højre mellem Anni-Frid og Benny Anderson.
Da ABBA i 1977 spiller i Brøndby Hallen modtager de en guldplade for 250.000 solgte eksemplarer af albummet 'Greatest Hits'. Jerry Ritz står til højre mellem Anni-Frid og Benny Anderson. EMI arkiv

Jerry Ritz husker ligeledes, at opbakningen til ABBAs første danske koncert ikke var noget at råbe hurra for.

Til gengæld fandt han på en løsning, som han tror, fik stor betydning for deres efterfølgende succes i Danmark.

»I stedet for at have en sal med tomme stole lavede vi en aftale med arrangøren om, at vi fik billetter, som vi kunne give til en masse pladeforhandlere. ABBA gav et godt show, de fik solgt en masse plader, og da de senere på turneen vendte tilbage til København og spillede i Tivoli, var der udsolgt,« fortæller Jerry Ritz.

Både Jørgen de Mylius og Jerry Ritz har igennem årene haft god kontakt særligt med de to ABBA-mænd, Björn Ulvaeus og Benny Andersson.

Jørgen de Mylius og Benny Andersson.
Jørgen de Mylius og Benny Andersson. Privatfoto

De troede begge på svenskerne fra start af, og Jørgen de Mylius blev blandt andet for et par år siden inviteret til Stockholm af Benny Andersson for at lytte til nogle gamle restaurerede indspilninger.

»Han ville gerne spille det for nogle udvalgte journalister. Han talte ikke om, at ABBA skulle gendannes, men han har sikkert godt vidst det,« fortæller Jørgen de Mylius.

Jerry Ritz fortæller, at han som regel ses med Björn og Benny, når de spiller koncerter med deres nye band.

»De var altid så ukrukkede og skønne at arbejde sammen med. Jeg kørte på et tidspunkt rundt i en Volvo 142, hvor man skulle slå forsædet frem for at komme ind på bagsædet. Den havde de ikke noget imod at blive hentet i fra lufthavnen.«

Jerry Ritz på besøg hos Björn Ulvaeus i hans hjemby Västervik i forbindelse med den årlige VisFestival.
Jerry Ritz på besøg hos Björn Ulvaeus i hans hjemby Västervik i forbindelse med den årlige VisFestival. Privatfoto

Både Jerry Ritz og Jørgen de Mylius er da også begejstrede over, at ABBA nu har valgt at udsende et sidste album efter 40 års pause.

»Jeg tænkte: 'Kan de nu leve op til det?'. Men da jeg hørte de første nye sange, blev jeg helt rørt over, at de stadigvæk lyder så friske. Jeg bliver heller aldrig træt af at høre Bennys pianospil. Hold kæft, hvor kan han hamre i det. Det er virkelig en fornøjelse,« lyder det fra Jørgen de Mylius.