Der er stille omkring Michael Schumacher, og det har der været siden den skæbnesvangre decemberdag i 2013, hvor han kom grimt til skade.

En af de få, der af og til siger lidt, er den tidligere Ferrari-chef Jean Todt, og det gør han nu endnu engang i et nyt interview.

Her fortæller han blandt andet, at coronavirus ikke har været en forhindring, når det kommer til at besøge den tidligere Formel 1-stjerne.

»Jeg ser Michael mindst to gange om måneden. Jeg lader ham aldrig være i fred,« siger Jean Todt til Corriere della Serra.

Jean Todt siger af og til lidt om Michael Schumacher,
Jean Todt siger af og til lidt om Michael Schumacher, Foto: JEAN-FRANCOIS MONIER
Vis mere

»Ham, hans kone Corinna, familien … Vi har haft så mange oplevelser sammen. Skønheden i hvad vi har oplevet sammen er en del af os, og det fortsætter,« fortæller Jean Todt, der tidligere har fortalt åbent om, hvordan han er en af de få, der får lov til at se Formel 1-legenden.

Adspurgt om han også følger Mick Schumacher er svaret kort og kontant:

»Han er ydmyg og høflig. Lige nu er hans ambitioner begrænsede, da han kører i en ikke-konkurrencedygtig bil,« siger han om Schumacher-sønnen, der kører Formel 1 for Haas.

Præcist hvordan Michael Schumacher har det, ved kun de nærmeste. Og her har Jean Todt, der tidligere har fortalt, hvordan han ser tv med Schumacher, heller ikke villet afsløre noget i detaljer.

Corinna og Michael Schumacher.
Corinna og Michael Schumacher. Foto: OLIVER MULTHAUP
Vis mere

»Mit svar er det samme som altid: Han kæmper. De tager sig godt af ham, og han er et meget behageligt sted,« sagde han tilbage i november om den 52-årige tysker, der kom galt afsted, da han stod på ski i december 2013.

Han styrtede, slog hovedet på en sten, var i koma og blev opereret flere gange. Siden har han ikke vist sig offentligt, og familien har tidligere fortalt, at de ikke kommer til at dele detaljer om hans tilstand med offentligheden.

»I kan være sikre på, at han er i de bedste hænder, og at vi gør alt, hvad der menneskeligt er muligt for at hjælpe ham. Forstå venligst, at vi følger Michaels ønsker om at holde noget så følelsesmæssigt som hans helbred, som han altid har ønsket, privat,« fortalte hans kone Corinna i forbindelse med Michael Schumachers 50-års fødselsdag i 2019.

I slutningen af maj kom det desuden frem, at Schumacher-parret skulle have købt en ejendom til 21 millioner på Mallorca.