Tak – men nej tak!

Sådan reagerede golfstjernen Dustin Johnson, da kæresten Paulina Gretzky fortalte, at Playboy ville have hende med i en fotoserie i deres legendariske magasin.

Det fortæller Paulina Gretzky – datter af ishockeykoryfæet Wayne Gretzky – i podcasten 'Pillows and Beer'.

Faktisk endte Dustin Johnson, der ligger nummer et på verdensranglisten, med at tilbyde kæresten penge for at sige nej til Playboy.

Dustin Johnson og Paulina Gretzky.
Dustin Johnson og Paulina Gretzky. Foto: Nicholas Kamm
Vis mere

»Dustin – husk, at jeg elsker dig … Playboy spurgte mig (om at deltage i en fotoserie, red.). Jeg tænkte: ‘Ja, det er en stor mulighed’.«

»De tilbød mig et beløb, og Dustin sagde: ‘Det kan ikke komme på tale. Jeg matcher det. Det stiller du ikke op til’. Jeg sagde: ‘Ok’. Jeg kunne se, at det generede ham, og tænkte, det var fint (at droppe det, red.),« siger Paulina Gretzky, der blandt andet kan skrive skuespillerinde, sangerinde og model på cv’et.

Afvisningen af Playboy skete i 2013 – kort efter de to var blevet kærester.

Dustin Johnson og Paulina Gretzky har været sammen lige siden, og i dag har de to børn sammen.