»En dårlig joke.«
Sådan lyder det fra den belgiske vægtløfter Anna Van Bellinghen om beslutningen om at lade newzealandske Laurel Hubbard deltage ved det kommende OL.
»Alle der har trænet vægtløftning på et højt niveau ved helt inde i knoglerne, at denne situation er unfair overfor sporten og atleterne,« siger hun til hjemmesiden 'Insidethegames'.
Laurel Hubbard skiftede køn som 30-årig, og den nu 43-årige atlet kan blive den første transkønnede i historien til at deltage ved OL.
For Laurel Hubbard har fremvist testosteronniveauer, der holder sig inden for de grænser, som Den Internationale Olympiske Komité har opsat.
I 2018 skrev Hubbard desuden historie, da hun som den første transkønnede stillede op til Commonwealth Games.
Dengang forsøgte de australske Commonwealth Games-værter at blokere Hubbard fra at stille op, da de mente, at hun som tidligere mand havde en fysisk fordel, og samme pointe har Anna Van Bellinghen om Hubbard, der dog ikke er udtaget endnu.
Sker det, skal de to konkurrere i samme vægtklasse, og hun mener, at Laurel Hubbard har en unfair fordel.

Anna Van Bellinghen understreger, at hun støtter transkønnede, men hun mener ikke, de skal have lov at deltage ved for eksempel OL på bekostning af andre.
»Jeg kan godt forstå, at der for autoriteterne i sportsverdenen ikke er noget, der er så simpelt som at følge sund fornuft, og der er også en masse praktikaliteter, når det kommer til et så sjældent fænomen. Men for atleter føles det her som en dårlig joke. Atleter kan gå glip af en oplevelse, der ændrer deres liv – som medaljer og en OL-kvalifikation – og vi er magtesløse,« siger hun og fortsætter:
»Selvfølgelig bliver debatten også taget i et bredere perspektiv, da transkønnede ikke skal diskrimineres, og det er derfor, spørgsmålet altid er forbundet med ideologi. Men det ekstreme i denne specifikke situation understreger, at vi skal have strengere rammer, når det kommer til at inkludere transkønnede i sportsverdenen – og især elitesport.«
I øjeblikket rangerer Hubbard som nummer 16 i verden i klassen for vægtløftere over 87 kilo på kvindesiden.