Når den danske racerstjerne Christian Lundgaard søndag tager hul på endnu en sæson i Indycar, populært kaldet USAs svar på Formel 1, er der én ting, der nager ham.
I løbet af vinterpausen – der har varet svimlende seks måneder, og som danskeren kalder 'røvsyg' – fik han nemlig en besked, han helst havde været foruden.
»Det var ikke lige det, jeg gad høre,« indrømmer Christian Lundgaard til B.T.
En ændring i løbskalenderen betyder nemlig, at han i år skal køre to ekstra løb på den type bane, hvor han historisk har det sværest – og to færre på den type bane, hvor han sidste år ofte kæmpede med om topplaceringerne.

Det unikke ved Indycar er sammensætningen af løb, der køres på både almindelige racerbaner og bybaner, som vi kender fra Europa, og så de lynhurtige og berygtede ovalbaner, som amerikanerne elsker.
Henover vinteren er snakken gået på, at Lundgaards hold, Rahal Letterman Lanigan Racing, var holdet, der skulle slås på de såkaldte road and street courses.
»Det er kun positivt, at nogen ser os som en trussel på den type baner. Det skal vi blive ved med at være. Det er jeg ikke bekymret for.«
»Men vi skal tage et step op på ovalbanerne. Så bliver mesterskabsresultatet også en del bedre. Vi ved, at vi kommer til at være bedre, men vi ved ikke præcis hvor meget, før vi er på banen,« fortsætter Lundgaard.
Ikke én eneste gang kørte han en top 10-placering hjem på ovalerne i 2023.
Til gengæld vandt han en historisk sejr på vej mod 8.-pladsen i mesterskabet som 'best of the rest' efter kørerne fra storholdene Ganassi, Penske og McLaren.
Det resultat skal forbedres i år.
»Jeg har personligt et mål om … Jeg har aldrig været i tvivl om, hvad jeg kan, men der er en masse puslespilsbrikker, der ikke har passet sammen. 2024 skal klistres sammen uden retirements og dårlige weekender.«

»En af vores stærkeste baner bliver byttet ud, og selvom ovalbanerne har været vores største fokus henover vinteren, er det ikke betryggende.«
»Vi vil vinde hvert løb. Vi er konkurrencemennesker, og vi kører ikke for at blive nummer to,« siger Lundgaard.
Blandt Lundgaards største konkurrenter er halvdanske Josef Newgarden, der startede sin karriere i en gokart på Falster, og den tidligere Formel 1-stjerne svenske Marcus Ericsson, som er dansk gift og elsker Danmark.
De to blev nummer et og to i sidste års Indy 500, og Ericsson vandt det ikoniske løb i 2022. Begge år har Christian Lundgaard og Rahal-teamet været langt fra succes.
Det er løbet, som alle racerkørere drømmer om at vinde.
»I år kommer vi ikke til at være, hvor vi har været de seneste år, for det har været håbløst. Det er jeg ikke bange for at være åben om. Vi skal være realistiske om, hvor dårligt det har været,« siger Christian Lundgaard, som sammen med holdet har haft kæmpe fokus på at stå stærkere til årets største løb, der venter til maj.
Danskerens barndomsven Christian Rasmussen debuterer i år i det amerikanske mesterskab.
Årets første Indycar-løb køres søndag klokken 18 dansk tid.