Det er ikke engang et år siden, at Formel 1-fans verden over chokerede kunne se til, da Romain Grosjean efter en voldsom ulykke på banen i Bahrain var fanget i et enormt flammehav.
Her kæmpede den franske stjernekører for sit liv i flere sekunder, efter han var kørt galt i sin Formel 1-racer.
Den 35-årige superstjerne slap på mirakuløs vis ud af det brændende køretøj med kun ganske få brandskader på hænderne og andre småskader.
Men netop brandskaderne på hænderne ser ikke ud til at hele som planlagt, og hvis han ikke konstant skal mindes om de traumatiske sekunder i flammehavet, kræver det en mindre operation af hans venstre hånd.

Og derfor er det da også netop planen, at huden på den venstre hånd skal udskiftes. Det skriver Romain Grosjean tirsdag i et opslag på Twitter.
'Kører børnene i skole, skal en tur i fitness, og så skal jeg have ny hud på min venstre hånd. Travl dag foran mig,' skriver han i opslaget, hvor han har delt et billede af hånden med de tydelige brandskader.
Romain Grosjean har tidligere talt åbent om skrækulykken sidste år, hvor han blandt andet forklarede, at 'han troede, han skulle dø'.
Franskmanden kørte i to sæsoner med Kevin Magnussen på det amerikanske Formel 1-team Haas, hvor han blandt andet var personligt sponsoreret af den danske rigmand Lars Seier Christensen.
Ingen af de to tidligere Haas-kørere fik forlænget deres kontrakter med Formel 1-teamet, og i dag stiller Grosjean op i det amerikanske traditionsløbsserie Indycar.



