»Det hele varede kun 28 sekunder, men for mig føltes det som meget længere.«

Sådan lyder det fra Romain Grosjean, der søndag var involveret i en voldsom ulykke under Formel 1-grandprixet i Bahrain.

Her torpederede han autoværnet på første omgang, hvorefter Haas-køretøjet brød i brand, mens den 34-årige franskmand stadig sad i bilen.

»Jeg åbner øjnene, fjerner selen og prøver desperat at komme ud. Jeg tror, det er sollys, men det er flammerne, der lyser op,« fortæller Romain Grosjean i et stort interview.

Foto: KAMRAN JEBREILI
Vis mere

Køretøjet er delt i to, og Haas-køreren er omgivet af et enormt flammehav. Alt imens løbet bliver afbrudt, hvorefter redningsfolk stormer ned til Grosjeans køretøj.

»Jeg bander og råber, mens jeg hele tiden tænker, at det ikke må slutte på denne måde. Det må ikke være slut. Det må ikke være mit sidste løb,« fortæller han.

Grosjean kæmper en vild kamp for at komme ud af bilen, men hans fod sidder fast under pedalen.

»Jeg tænker, at det var det. Nu skal jeg dø. Hvilken del af min krop brænder først? Hvor ondt kommer det til at gøre?« siger han videre.

Foto: BRYN LENNON
Vis mere

Grosjean får dog på mirakuløs vis kæmpet sig ud af det brændende køretøj og hopper over autoværnet, mens han er omgivet af flammer.

Kort efter kan han mærke nogen trække i ham, og først dér rammer lettelsen ham. Han er i live.

»Jeg tænkte på mine børn og sagde til mig selv: 'Jeg skal bare ikke dø. Jeg er nødt til at se dem igen',« lyder det fra Romain Grosjean.

Hans hjelm er begyndt at smelte, handskerne er ildrøde, og hænderne er forbrændte. Her går det op for ham, hvor tæt han har været på at dø:

Foto: BRYN LENNON
Vis mere

»Det er en meget mærkelig følelse at være så tæt på døden.«

Efterfølgende forsøger redningsfolket at berolige Haas-køreren, inden redningskøretøjet ankommer til stedet. Og da der efterhånden er ro på situationen, var det vigtigt for Grosjean selv at gå ind i ambulancen:

»Jeg insisterede på selv at gå, så hele verden kunne se, at jeg var o.k.«

På hospitalet kunne lægerne konstatere, at franskmanden havde pådraget sig overfladiske brændsår og et trykket ribben i en af de mest voldsomme ulykker, Formel 1-feltet længe har set.

Romain Grosjean føres væk fra ulykkesstedet.
Romain Grosjean føres væk fra ulykkesstedet. Foto: HAMAD I MOHAMMED
Vis mere

Dagen derpå var Romain Grosjean da også taknemmelig for at være i live, da han i en videobesked priste sig lykkelig for, at den såkaldte halo virkede, som den skulle.

Du kan læse meget mere om, hvordan Haas-køreren helt præcist overlede ulykken lige HER.